Emilie anbefaler: Mørkt forår af Unica Zürn

Serendipitet betyder at finde uden at søge. Når man bevæger sig rundt i biblioteksrummet, sker det af og til, at man drages af en bog, en film eller et andet materiale, man ikke målrettet har ledt efter, men som giver én noget, får én til at reflektere.

Forleden, da jeg gik en runde i udlånet for at fylde bøger op på hylderne, opdagede jeg en lille tynd bog, som stod klemt ind mellem en række tykke romaner. Omslaget var meget smukt, og på flappen kunne jeg læse, at bogen var skrevet af den tyske forfatter og billedkunstner, Unica Zürn. Hun tilhørte de avantgardistiske kredse i Paris og hang ud med kunstnere som Max Ernst og Marcel Duchamp. Jeg tænkte, at hun lød som et interessant bekendtskab, og jeg lånte bogen med hjem.

Mit ikke planlagte fund skulle vise sig at være en dyster og dybt foruroligende, men ikke desto mindre øjenåbnende og velskrevet bog om en lille piges selvdestruktive adfærd og ensomme sjæleliv fyldt med begær, længsler og mørke.

Pigen, som hun bare benævnes i bogen, vokser op i efterkrigstidens Berlin, med en fraværende far og en mor, hun afskyr. Meget tidligt oplever hun svigt, krænkelser og overgreb begået af sine nærmeste. Disse grænseoverskridelser kommer til at præge hendes spirende seksualitet, som er vild og voldsom, destruktiv, skamfuld og nydelsesfuld, og som kan karakteriseres ved en intens fascination af det mandlige køn og en dyb foragt for sit eget. Pigen er med sit intense indre liv ulykkeligt ensom. Mod slutningen af bogen møder hun en mand på en badeanstalt, som hun forelsker sig hovedkulds i.

Afgrundsdyb lidelse

”Og med dette møde begynder en afgrundsdyb lidelse. Hun er fyldt til randen med kærlighed – hun løber over. Hun er endnu for lille til at rumme denne følelse. Den er oprigtig – så dybt oprigtig. Vil han da aldrig vende sine øjne mod hende? Og samtidig ved hun, at hun aldrig ville kunne bære hans blik. Hun ville, det tror hun, straks brænde op under disse sorte øjne, hvis han så på hende.”

Forelskelsen har en iboende håbløshed og får fatale følger, da pigen, efter strenge forbud fra sin mor om at komme på badeanstalten, beslutter sig for at kaste sig ud af vinduet og gøre en ende på sine lidelser. ”Det bliver hendes død ikke at se ham igen.”

Selvmordet bliver også bogens slutning, og jeg må indrømme, at det var en voldsom oplevelse at læse den, fordi den er så usentimental og grænseoverskridende i sit stof. Men samtidig satte den ord på et liden behandlet tabu som (pige)barnets seksualitet, ensomhed og undertrykkelse.

En tysk Tove Ditlevsen

Den lille pige kan læses som en spejling af Zürn selv, der kæmpede med depression og nervesammenbrud, og som året efter bogens udgivelse selv kastede sig ud fra et vindue i sin lejlighed efter flere fejlslagne selvmordsforsøg og langvarige ophold på psykiatriske klinikker.

Bogens indsigtsfulde efterord er skrevet af den danske forfatter Olga Ravn, som sammenligner Zürn med Tove Ditlevsen og Sylvia Plath.

Dette er en anbefaling af Mørkt forår, som tilfældigt tittede frem blandt de store moppedrenge i bogsamlingen, og samtidig en opfordring til at besøge biblioteket uden mål og med og måske komme hjem med lige præcis dét, du ikke vidste, du ledte efter.