Om dette arrangement
Oplev Emil fra Lønneberg udstilling i Nordisk Litteraturuge
Astrid Lindgrens egen yndlingsfigur fejrer sit 60-års jubilæum i 2023, og det markerer vi på Hørsholm Bibliotek i Nordisk Litteraturuge, som er en tilbagevende begivenhed i uge 46.
I år har vi i forbindelse med Nordisk Litteraturuge været så heldige at kunne låne en fin udstilling fra det svenske konsulat i Helsingør, som I, store som små, kan opleve i vores udlån i uge 46.
Skoleklasser på besøg
Traditionen tro inviterer vi også kommunens skoler på besøg til Nordisk Litteraturuge i uge 46 - og i år vil der udover højtlæsning også være kalas, sjov, spas og narrestreger lige i Emils ånd.
Hvis du er lærer i indskolingen, så skal du holde øje med Skoletjenesten, som du finder her.
Der vil være begrænsede pladser til skolearrangementer.
Bag om Emil
Den første bog om Emil fra Lønneberg blev udgivet i 1963. Historierne om drengen, der lavede så meget ballade på gården Katholt i Lønneberg i Småland omkring århundredeskiftet, er nogle af Astrid Lindgrens mest elskede.
Der udkom i alt tre kapitelbøger og syv billedbøger, alle illustreret af Björn Berg, og med filmatiseringerne i 1970'erne kom de berømte sange med tekster af Astrid Lindgren og musik af Georg Riedel.