Benny anbefaler: Katyn-massakren - skræmmende læsning
Mange af os har nok på et eller andet tidspunkt hørt et eller andet om nedslagtningen af tusindvis af polske officerer i anden verdenskrig. Uden nok helt at være klar over, hvad der i virkeligheden skete. En version gik på, at det var nazisterne der stod bag massakren, mens en anden version udpegede den paranoide Stalin som bagmanden. Nu foreligger den definitive bog om hvad der rent faktisk skete, og det er mildest talt skræmmende læsning!
Den tyske forfatter Thomas Urban (f. 1954) er ekspert i østeuropæisk historie og har bl.a. været østeuropakorrespondent i en årrække for Süddeutsche Zeitung. På grundlag af et bredt kildemateriale, bl.a. en del først tilgængeligt efter Sovjets opløsning, beretter forfatteren om begivenhederne før og efter massakren og redegør for de uafklarede forhold, der forsat stiller sig i vejen for en forsoning mellem Polen og Rusland.
Det var tyske soldater, der i det tidlige forår 1943 opdagede en række massegrave i skovene ved den lille by Katyn, ikke langt fra den sovjetiske by Smolensk. Ligene af omkring 4.400 polske officerer, alle henrettet ved nakkeskud, gav tyskerne et påskud til at fremstille den nu med vestmagterne allierede Stalin som en krigsforbryder. Taktikken lykkedes ikke til trods for at tyskerne fik stablet en uvildig undersøgelse på benene.
De allierede havde ikke særlig fokus på begivenheden og købte i stedet Stalins forsikringer om, at det var tyskerne selv, der havde udført myrderierne.
Stalin havde i april 1940 efter Sovjetunionens korte krig mod Polen i 1939 beordret omkring 22.000 polske officerer, embedsmænd og intellektuelle fanger henrettet ud fra nogle kyniske betragtninger om at uskadeliggøre potentielle ”fjender” af et kommende kommunistisk styre i Polen.
I byerne Miednoje lå 6.300 polakker begravet, mens der i Charkow lå 3.800. De var alle blevet lovet snarlig frihed og hjemsendelse.
Forfatteren fortæller herefter nøgternt og grusomt, hvad der skete i stedet. Henrettelser på samlebånd, på en måde, så selv en major i NKVD (den sovjetiske efterretningstjeneste) følte sig ilde tilpas.
I de følgende årtier var det i Østblokken en fasttømret ”sandhed”, at det var tyskerne, og altså fascisterne, der havde bedrevet udåden. Et af argumenterne var bl.a., at de dræbte var blevet skudt med tyske pistoler af mærket Walther. Sandheden var, at de russiske bødler benyttede dette våbenmærke, ganske enkelt fordi de var de mest driftssikre!
Massakren var tabu i det kommunistiske Polen, men selvfølgelig vidste polakkerne bedre, og det var først i 1990 i Glasnost-perioden, den daværende Kreml-chef Gorbatjov indrømmede, at det var Stalin, der gav ordren til massemordet. Den nuværende russiske præsident Vladimir Putin rakte i april 2010 ved en mindehøjtidelighed i Katyn-skoven med den daværende polske regeringschef Donald Tusk hånden ud mod polakkerne og fastslog, at ”disse forbrydelser på ingen måde kan forsvares”.
Den daværende russiske præsident Dmitrij Medvedev lovede ved samme lejlighed at åbne Katyn-arkiverne i Moskva. Siden er der ikke sket noget af betydning, der har gjort det muligt definitivt at lukke sagen. Der mangler stadig en juridisk kulegravning af massakren, ofrenes rehabilitering og en officiel undskyldning fra russisk side.
Som et trist appendiks er jeg desværre nødt til at nævne en anden bog fra det udmærkede forlag Ellekær, der udkom for nylig, nemlig: Palle Andersen: Polen og Holocaust: polsk antisemitisme. Bogen handler om de polske jøders yderst udsatte situation under 2. verdenskrig, hvor de ikke kun var udsat for nazisternes overgreb, men desværre også ligeså modbydelige overgreb fra polsk side.
Det er en grum side af Polens historie, som man den dag i dag forsøger at nedtone og ”nyfortolke” i patriotismens navn, og det er jo paradoksalt og uforståeligt netop set i lyset af ønsket om at få sandheden frem om Katyn massakren!
