Benny anbefaler: Mød Hans Horn, en ufrivillig statist i en dårlig B-film
Hvem var så Hans Horn? Han blev født i Kiel i 1921 med forældre af både dansk og tysk herkomst. Familien var af den solide middelklasse, men bliver på ingen måde begejstrede over udviklingen i Tyskland, da slet ikke efter 1933! Men de holdt lav profil, og Hans må bl.a. gøre tjeneste i Hitler-Jugend, hvilket ikke bekom ham vel.
Hans er et musisk gemyt. Han bliver student og det lykkes ham at påbegynde litteraturstudiet i Kiel, inden han bliver indkaldt til Wehrmacht i 1941.
Flødeskumsfronten
Han finder det usædvanligt heldigt, at han havner i det nu besatte Danmark. Her er fredeligt og rart og udtrykket ”flødeskumsfronten”, brugt af både danskere og tyskere siger vel det meste.
Tyskernes overfald på Sovjetunionen medfører et dramatisk vendepunkt i Hans Horns liv. Han kommer nu til at gøre tjeneste på den forhadte Østfront og kommer på nærmeste hold til at opleve krigens mest bestialske ansigt med rædsel, væmmelse og gru.
Men endnu engang er han ”heldig”, idet han bliver såret og i første omgang kendt ”ukrigsdygtig”. Under sin rekonvalescens beslutter han sig for at påbegynde lægestudiet for at undgå at blive sendt til fronten igen. Det lykkes, og paradoksalt nok havner han igen i Danmark, denne gang på Høvelte Kaserne.
Turen går videre til Berlin og derefter til Würzburg, hvortil han ankommer i maj 1943. Her møder han sit livs kærlighed, bliver gift og i juni 1944 kommer D-dag og samtidig visheden om, at han skal være far. Han opnår den lykke, det er at se sin nyfødte datter inden han må tage afsked og uvisheden igen lurer forude.
Slår sig ned i Danmark
Krigen nærmer sig sin afslutning og kaos hersker overalt i resterne af Det Tredje Rige. Horns videre skæbne er utrolig. Han er mærket for livet, men alligevel en heldig mand: Han overlevede! Den lille familie beslutter senere at slå sig ned i Danmark, hvor de lever et fredsommeligt og ganske almindeligt liv.
”Jeg er et ubetydeligt barn af det 20. århundrede, der uden at ville det skulle blive vidne til mange mærkværdige, grusomme og skønne hændelser, mens jeg hele tiden bare prøvede at overleve på den ene eller anden måde…”
Det er Hans Horns egne ord, og de tyder jo på en person af en vis ydmyg karakter. En person, der aldrig identificerede sig med nazismen, men mere følte sig som en ufrivillige statist i en dårlig B-film. Det er Tom Buk-Swientys store fortjeneste, at det lykkes ham at gøre disse mange optegnelser troværdige, så man sidder tilba-ge med en oplevelse af, at det her er virkelig sket. Det er en historisk (gen)fortælling, Buk-Swienty her formidler på en fantastisk og autentisk måde.
Anmelderne var begejstrede over hele linien, med en enkelt undtagelse der hæftede sig ved den manglende kildekritik. Jeg synes ikke bogen bliver mindre læseværdig af den grund, men enhver kan selvfølgelig tro sit. Døm selv!
Lægen var en kunstnerisk sjæl hele sit liv og bogen er fyldt med hans meget spændende og lidt uhyggelige akvareller.
