""
FOTO: Pixabay

Bag det usynlige handicap

Af Nina
15.08.23
Litteraturen kan mange ting - og en af dem er at lade os, læserne, se verden gennem andres øjne.

I den tid, vi befinder os i bogen, hvad enten vi læser eller lytter, kan vi opleve med nye sanser, og vi kan være den person, vi ønsker at være; eller frygter at blive. Vi kan være helt eller skurk, et andet køn, følelseskolde eller empatiske, mulighederne er legio.

Folk med autismespektrumsforstyrrelser er ofte kendetegnet ved en høj grad af maskering - de arbejder hårdt for ikke at fremstå som andet end det, de ser omkring sig.

Med de to ting in mente er det ikke overraskende, at lige præcis de er interessante i litteraturen - der er gode muligheder for som forfatter at fremstille verden gennem en ny linse og på den måde få folk til at se den på ny, hvad enten de selv er neurotypiske eller ej.

Tre børn

  • I Tung tids tale er det forfatterens egne erfaringer som mor til et autistisk barn, der skinner igennem. Olaug Nilssen er forfatteren til og fortælleren i romanen, men det er den 9-årige Daniel, det handler om. Han har en autismespektrumsforstyrrelse, og det er en omstændighed, der fletter sig ind i samtlige aspekter af Olaugs liv. I du-form fortæller hun om livet med et dejligt menneske - men også om, hvordan skam og frustrationer og alle hverdagslivets små kroge slider folk ned.
    •  
  • David i Anders Johansens Hullet er 12 år gammel og bor på Færøerne i en afsides bygd. Det er et liv, hvor tiden på mange måder har stået stille, men da arbejdet med en nye tunnel, der skal forbinde dem med omverdenen, begynder, er det ikke kun grundfjeldet, der bliver rystet. Familiens liv forandres, men den overkloge David passer allerede ikke ind i det lille samfund, så alt virker, som om det er kastet op i luften. En lidt langsom, men også smuk beretning om en dreng og en verden, der åbner sig.
    •  
  • Ældst her er Christopher på 15 år (og 3 måneder og 2 dage), der er hovedperson og fortæller i Mark Haddons Den mystiske sag om hunden i natten. Det er en kriminalroman ifølge Christopher selv, mens man som læser nok får andet og mere ud af det - men det starter med et drab. Det er naboens hund, der er offeret, og vor helt sætter sig for at afsløre forbryderen, hvilket er noget af et brud med en ellers meget fastlagt hverdag. Og det fører til flere afsløringer, blandt andet af en kasse breve fra hans mor, som døde to år tidligere, og Christopher må forfølge gåden ud i verden. Det er altsammen fortalt gennem hans helt unikke blik - hvilket let og varmt skaber en helt unik historie.

 

Oprindeligt skrevet af Janus Andersen, eReolen.

Tags
Materialer