""
Foto: Unsplash

De ustoppelige detektiver

Af Nina
01.02.24
Elsker du også krimier?

Mange krimiserier handler om kriminalkommissærer, der lige skal nå at opklare et mord, inden de går på pension. Eller også er de for længst gået på pension, men bliver opsøgt for at hjælpe med en drabssag. Her kan du læse om nogle af dem!

Det nordiske mørke

Mørket ved besked

Arnaldur Indridason er en yndlingsforfatter, og hans islandske spændingsromaner er altid værd at læse. I serien om den pensionerede politibetjent Konrad møder vi en mand, der ikke helt kan forlade sit arbejdsliv, han bor alene og nyder at lave efterforskningsarbejde. I Mørket ved besked genåbnes en gammel forsvindingssag, da en gruppe tyske turister finder det velbevarede lig af Sigurvin, en ung mand, der forsvandt i området tredive år tidligere. Dengang gav politiets efterforskning intet svar på den mystiske forsvinding. Nu bliver Konrad, der arbejdede på sagen dengang, ringet op af patologen og opfordret til at tage et kig på liget. Et stort sår i baghovedet tyder på at Sigurvin er blevet myrdet. Da en kvinde kommer til Konrad med nye informationer, mener politiet at være på sporet af løsningen på sagen.

Mørket

En anden islandsk serie, du SKAL læse, er Ragnar Jónassons trilogi om den egenrådige islandske politikvinde Hulda Hermansdottir. Trilogien bliver fortalt i omvendt kronologi, dvs. i de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere. Mørket er første del, og her bliver Hulda Hermansdottir tvunget på førtidspension. En fremadstormende, ung mand skal nemlig overtage hendes job og hendes kontor. Da hendes chef giver hende mulighed for at vælge en cold case at fordrive den sidste tid med, er hun ikke i tvivl. Hun vælger sagen om en ung russisk kvinde, hvis håb om asyl og beskyttelse endte på en kold, mørk strand i Island. En hastig politiefterforskning konkluderede, at der var tale om selvmord, og sagen blev lukket.  Men Hulda opdager i sin efterforskning, at det handler om noget langt værre end selvmord. 

Det ellevte manuskript

Anne Holt skriver om Hanne Wilhelmsen, som for længst er pensioneret fra politiet i Oslo, og som har levet i indre eksil i sin lejlighed i en årrække. I bogen Det ellevte manuskript arbejder politiefterforsker Henrik Holme med en drabssag om et forsvundet manuskript og spørger Hanne om hjælp. Hun gider ikke rigtig, men tingene tager fart. Bogen er en historie om familiehemmeligheder og bedrag, om identitetstyveri og svindel og om, hvordan litteratur kan være livsfarlig. Bogstaveligt talt.

Den døende detektiv og filosofiske politichefer

Den døende detektiv

I Den døende detektiv handler det om Lars Martin Johansson - tidligere chef for det svenske kriminalpoliti og nu pensioneret. En usund livsstil har efterhånden sat sine spor, han lider af dårligt hjerte og får en blodprop i hjernen. På hospitalet får han ved et tilfælde fat i nye oplysninger om en gammel uopklaret sag, voldtægten og mordet på en niårig pige. Forældelsesfristen er netop udløbet, men Johansson går alligevel i gang med at efterforske mordet fra sygesengen. Bogen er filmatiseret med svenske Rolf Lassgård i hovedrollen.

Sagen G

Sagen G af Håkan Nesser er den hollandske pensionerede kriminalkommissær Van Veeterens allersidste sag (som så alligevel ikke bliver hans sidste), der griber tilbage til hans egen barndom, og som han måtte henlægge som uopklaret for femten år siden. Det er faktisk Van Veeterens eneste uopklarede sag og handler om, hvem der dræbte kvinden Barbara Clarissa Hennan. Først nu ser det ud til, at den nærmer sig sin opklaring, der dog ikke nødvendigvis bringer nogen forløsning for de involverede.

De venstrehåndedes forening

De venstrehåndedes forening, som også er skrevet af Håkan Nesser, er sandsynligvis en bog, som alle elskere af inspektør Van Veeteren og fans af Nessers anden helt, Gunnar Barbarotti, ikke vil gå glip af. Da den udkom, var det gået 15 år siden den sidste bog om inspektør Van Veeteren blev udgivet, og seks år, siden vi sidst havde læst om inspektør Gunnar Barbarotti. I denne krimi mødes disse to filosofiske politichefer for første (og eneste?) gang for at løse et gammelt mysterium.

Lystfiskeri og spioner

Fangst

Forfatteren Martin Jensen er især kendt for sine historiske krimier, men bogen Fangst foregår i nutiden og har træk fra spiongenren. Her er hovedpersonen Laust Falk en ivrig lystfisker og pensioneret agent, der tidligere har været tilknyttet den hemmelige regeringsinstans Ringen. Nu blandes han ind i en spændende historie med dobbeltspil, våbenhandel og sorte penge – samt masser af god mad, gode vine og lystfiskeri.

 

 

Oprindeligt skrevet af Kajsa, eReolen.

Tags
Materialer