Andreas Mogensen i rumdragt
Foto: NASA

Mod stjernerne med Andreas Mogensen

22.08.23
Snart tager Danmarks astronaut Andreas Mogensen til Den Internationale Rumstation (ISS). Bliv klogere på rumfart med bøger til børn her

Danskeren Andreas Mogensen skal som den første dansker være leder af en rummission, der efter den nuværende plan går i luften den 25. august.

Turen går til Den Internationale Rumstation (ISS), hvor han sidst var i 2015 i 10 dage. Denne gang skal han være der et halvt år!

En barnedrøm går i opfyldelse

Allerede som barn drømte Andreas Mogensen om at blive astronaut. Og måske drømmer hans egne børn også om det?

På DR har vi netop kunnet se serien "Klar til rummission - med Andreas Mogensen", der også kan ses online. Her fik vi alle et indblik i de mange forberedelser inden rummissionen og kunne også se hans børn beundre ham. Det må også være ret sejt at se sin far i rumdragt.

En masse forskning – med børn!

Andreas Mogensen skal lede bemandingen, der kaldes Crew-7, og også være piloten ombord "SpaceX Crew Dragon". Navnet på løfteraketten er SpaceX, og rumskibet, der transporterer dem videre til rumstationen, kaldes for Dragon. Missionen har derfor det tekniske navn "SpaceX Crew-7".

Andreas Mogensens mission denne gang er at forberede en senere tur længere ud i rummet, enten til månen eller til Mars, og at lave en masse forskning om blandt andet klima og sundhed.

Men han skal også arbejde sammen med børn! Som en del af skoleprojektet ultra:bit skal han nemlig udføre en masse eksperimenter for danske børn på 9-14 år. Det foregår blandt andet på en særligt tilpasset micro:bit-computer, han får med på rejsen.
Læs mere om ultra:bit på rumrejsen her hos DR.

Bliv klogere på rummet

På Hørsholm Bibliotek har vi masser af bøger, du kan låne, hvis du vil vide noget om rumfart, planeter og det store rum. Vi har fundet en masse til dig herunder.

I kan også se denne lille film hos TV2 om Andreas Mogensens forberedelser til sin rumrejse.

Dit barn kan selv (!) stille spørgsmål til Andreas Mogensen, mens han er i rummet! Send allerede nu spørgsmål gennem DR her.

Og så kan I følge med på selve dagen, når raketten flyver afsted. Se med på TV2 eller tag endda en tur ind i Planetariet den 25. august fra klokken 7.15.

Mod det uendelige univers!

/Oprindelig tekst Herlev Bibliotekerne

Navn fra nordisk mytologi

Andreas Mogensen har selv fået lov til at navngive sin mission og har givet den navnet Huginn.

Huginn er den ene af den nordiske gud Odins to ravne, som han hver dag sendte ud for at samle viden om Verden. Huginn repræsenterer viden og tanke i den nordiske mytologi, og det passer jo ret godt på sådan en rummission.

Logoet for missionen er derfor en ravn, og farverne er inspireret af de danske.

At eje sin egen stjerne

For en del år siden fik jeg en stjerne i fødselsdagsgave af min mand.

Den skulle efter sigende være tydeligst fra den 18. august, altså lige om lidt. Og måske også når Andreas Mogensen flyver mod rummet?

Min stjerne hedder 18.43.56.24-34.31.28.1 

 

Materialer