Hørsholm Bibliotek hitter hos borgerne
Der bliver i medierne både talt om ’bogens død’ og at færre og færre læser, men vi kan konstatere, at sådan forholder det sig heldigvis slet ikke i Hørsholm!
Af Nina
Biblioteket har netop afsluttet årsrapporten fra 2023, hvori man bl.a. kan læse, at antallet af besøgende på biblioteket er steget med hele 8,7% sammenlignet med 2022 – og at udlånstallet for både digitale og fysiske materialer er steget med hhv. 19,9% og 8,2%. Hvilket er en forrygende stigning, som vidner om, at læselysten, videbegærligheden og nysgerrigheden efter ny viden ikke fejler noget i Hørsholm.
Vi kan altså konstatere, at borgerne bruger biblioteket – både de mange gode tilbud som børneteater, foredrag, læsekredse, pop-op kreaværksteder og forfattermøder – og naturligvis bibliotekets stærke materialesamling og gode mødelokaler.
Er man nysgerrig efter at dykke ned i flere tal ift. biblioteket – eller ønsker man at få et overblik over biblioteket aktiviteter og indsatsområder – som fx arbejdet med FN’s verdensmål, vores gode samarbejde med institutioner og dagtilbud i kommunen, læse om bibliotekets engagement i ungefestivalen eller læse om den lokale dokumentarfilmfestival HØRSHOLM:DOX, som blev afholdt med stor succes som et samarbejde mellem biblioteket og biografen, kan man nu læse hele rapporten her.
Et bibliotek uden brugere er ikke meget værd. Og Hørsholm Bibliotek vil derfor gerne sige stor tak til de mange glade, læseivrige og engagerede borgere, der hver dag kommer i og bruger vores alles lokale bibliotek.