Hovedpersonen i fortællingen vil gerne gøre det rigtige, men gør hele tiden det forkerte. Set ud fra en almindelig social dansk synsvinkel er det svært at fatte sympati for den ansvarsløse og egoistiske hovedperson, trods hans gode vilje, og det er et problem i en jeg-fortalt historie. Til gengæld er det ikke svært at blive begejstret for Halfdan Piskets billedside med sort-hvide kontraster så skarpe, at man næsten kan skære sig på dem. Udtryksformen, som er en videreførelse af stilen i trilogiens første bind,  , egner sig glimrende til at anskueliggøre dobbeltheden i hovedpersonens splittede sind