""

Min uge på Hørsholm Bibliotek af praktikant Laura

04.03.22
I denne uge var jeg praktikant på Hørsholm Bibliotek. Det har været en spændende og begivenhedsrig oplevelse ude af min forestillingsevne.

Efter en uge her, sammen med de fantastiske og imødekommende bibliotekarer på Hørsholm Bibliotek, er jeg blevet oplært i de spændende og overraskende arbejdsopgaver, man mødes af som formidler på biblioteket.

Jeg har lavet massevis af udstillinger, lært hvordan systemerne virker, lavet anbefalinger, pluklister og meget mere. Samtidig er jeg blevet mester i alfabetet remsen, når man skal ud at finde bøger. Jeg har opdaget, hvad en arbejdsplads, som et bibliotek, egentlig foretager sig, og jeg er blevet særdeles overrasket. Jeg troede, jeg skulle tilbringe min uge med opsætning af bøger. Men jeg er blevet inkluderet i alle mulige anderledes og kreative processer, som jeg ikke anede overhovedet eksisterede.

Det bedste ved min uge har nok været at opleve, hvordan jeg kunne dele den viden, jeg har, og hvordan bibliotekarerne tog imod den med åbne arme. Det har været mega fedt at kunne deltage i alle disse anderledes opgaver og at opleve, hvordan fællesskabet er på en arbejdsplads.

Min uge her er nu ved at være fuldendt, og kunne jeg blive, ville jeg gøre det! Jeg sætter meget pris på min oplevelse her fyldt med gode snakke, bøger og kaffepauser.
Der er dog ingen grund til triste toner vedrørende, at det er min sidste dag, da jeg højt og helligt lover, at det ikke er det sidste Hørsholm Bibliotek kommer til at se til mig<3

/Laura