Biblioteket og Trommen takker for en velbesøgt dokumentarfilmfestival

05.04.24
Fantastiske, bevægende, rystende og prisvindende dokumentarfilm og vellydende koncerter, lærerige foredrag og meningsfulde samtaler fyldte biografsalene, da den lokale dokumentarfilmfestival HØRSHOLM:DOX 2024 løb af stablen i perioden 13.-23. marts i Kulturhus Trommen.

Syv spritnye internationale dokumentarfilm med tilhørende events blev det til, og i alt gæstede omkring 600 publikummer biografen i festivalperioden og fik kulturhuset til at summe af aktivitet og liv. 

Det høje publikumstal vidner om, at borgerne i Hørsholm og omegn i den grad har taget HØRSHOLM:DOX til sig som et øjenåbnende, engagerende og samlende kulturelt tilbud.


Festivalen blev til i samarbejde med den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX og blev bl.a. støttet af Hørsholm Kommune. 

Kulturhuset vil gerne takke publikum, samarbejdspartnere og ikke mindst Sports- Sundheds og Kulturudvalget for at støtte initiativet økonomisk og dermed gøre festivalen mulig for borgerne for andet år i træk. 

Vi håber, vi ses igen næste år!

Fotos: Christian Wolff