Musiknyt

06.03.18
Vi har samlet lidt lytteprøver på ny musik på CD, der er indgået i samlingen i år. Det er, indrømmet genremæssigt ret bredt, men der er også særdeles spændende nyt imellem.

Fra Washington kommer trioen Gun Outfit med deres svævende og sfæriske guitarformationer, der ikke rigtig ligner noget andet, jeg har hørt for nylig.

Justin Timberlake behøver vist ingen nærmere præsentation, så vi går videre til Joe Bonamassa og Beth Hart der som sædvanlig holder en høj standard i deres udforskning af bluesens mangfoldige territorium.

Det næste indslag bliver jeg nødt til at omtale lidt nærmere. Dirtmusic startede op som en lidt støvet bluestrio bestående af to amerikanere og en australier. På en musikfestival i Timbuktu (!) kom de til at jamme med Touareg gruppen Tamikrest. Det kom der derefter en slags fusionsmusik mellem traditionel blues og ørken blues ud af! Senere er amerikaneren Chris Bokaw for at det ikke skal være løgn blevet erstattet med den tyrkiske saz spiller Murat Ertel fra det tyrkiske psych band BaBa ZuLa. Døm selv! Deres musik er uden for enhver sammenligning!

Danske Hush med sangerinde Dorthe Gerlach og Michael Hartmann i front udsender et comeback album efter syv års pause! Der er tale om et flot og stilrent country album, der lige så godt kunne være udgivet på den anden side af Atlanten.

Vi tager et nostalgisk trip down memory lane med denne compilation CD ”Great guitars at Sun”. Den dækker de berømte Sun studier i Memphis i perioden 1950-1969 med navne som Ike Turner, Chris Powell, The Blues Rockers og mange flere. Vi hører pionerer indenfor rock’n’roll, rockabilly, blues og country, og det er ikke så ringe endda!

Mere nostalgi med denne pragtudgivelse med klassiske hits med Fats Domino. Hele 68 af slagsen. Hør eller genhør numre som ”Blueberry Hill”, ”My blue heaven” og ”Blue Monday” fra dengang der var rigtige amerikanerbiler til med halefinner og bunker af krom!

Fra Arizona kommer duoen Calexico, der har en stribe af anmelderroste albums bag sig. De er svære at sætte i bås med deres fine blanding af Tex-Mex og Americana tilsat en god portion indie-tronic.

Denne danske udgivelse er ganske unik. Bjørn Fjæstad, forsanger i Baal har sammen med brødrene Jens og Peter Hellemann, kendt fra teaterkoncerter sammen med vennen Jacob Elk lavet et fremragende konceptalbum, der bygger på den sandfærdige historie om Elks traumatiske sammenbrud og vejen tilbage mod lyset! Anbefales varmt!

Corey Dennison Band har slået sig ned i Chicago og er et pænt stort navn på den kendte bluesscene. Dette er deres andet udspil. Ikke så mange dikkedarer, solid guitarbaseret blanding af blues og Rn’B.

Chris Thomas King fra Baton Rouge er fuldstændig overbevist om at blues stammer fra Louisiana. Han har i sin 31 årige karriere udforsket blues og mikset den med mere eksotiske genrer som f.eks. hip-hop! Dette er hans første studiealbum i fem år, og det lyder til at han genremæssigt stadig spænder vidt.

Lån musik på biblioteket og lyt til smagsprøver på 

God fornøjelse med musikken!

Materialer