Godt nytår

15.12.17
Vi slutter året af med lidt god musik til glæde og inspiration for vores trofaste lyttere, der stadig har lyst til at udforske musikkens verden!

Amerikanske Samantha Fish spiller ud med sit syvende album. Hun kommer fra Kansas City og har en baggrund som lidt af et musikalsk vidunderbarn. Hun har ligget flot placeret på de amerikanske blueslister, men favner genremæssigt meget bredere.

Rasmus Seebach er blevet far og har dedikeret et helt album til sin lille søn! Af nogle anmeldere betegnet som lidt for meget af det gode, men de må have glemt følelsen første gang de selv blev forældre! Ærlig og oprigtig popmusik som alle fans vil glæde sig over.

Uffe Lorenzen fra Baby Woodrose har begået sit første solo-album under sit eget borgerlige navn. Det er der kommet en meget spændende plade ud af, nu med danske tekster. Jeg er helt vild med hans coverversion af det gamle Benny Holst hit ”Sang om merværdi” fra 70’erne!

U2’s længe ventede nye album er blevet modtaget ret forskelligt. I USA med begejstring, men under deres mere hjemlige himmelstrøg med flere forbehold. Forsøget på at genoplive ”ånden” fra ”The Joshua Tree” for 30 år siden har i den grad splittet anmelderne.

Legendariske Black Sabbath gav deres definitive afskedskoncert i Birmingham d. 4. februar i år. Det er der kommet en formidabel live-CD ud af og som bonus en lige så formidabel DVD fra den komplet udsolgte koncert. Guf fra et af de største metalbands gennem tiderne!

Ikoniske Björk er kommet sig ovenpå den noget afgrundsdybe ”Vulnicura” fra 2015. Hun har forklaret, hvordan det er vigtigt, at man som menneske har en utopisk verden, man kan forsvinde ind i. Særligt i disse tider. Pladen er således en rejse i både lyd og ord og en lækkerbisken for trofaste fans. Gaffa gav ikke mindre end 6 stjerner!

Pink Floyds legendariske live-album fra 1988 har tidligere været udgivet på CD. Vi har aldrig haft det i samlingen, og det må siges at være en mangel. Her er det suveræne dobbeltalbum med noget af det bedste, Pink Floyd har præsteret. Nye Pink Floyd fans kan begynde her!

Vi slutter af med de lykønskende toner fra forgangne ABBA. Skrevet i 1980 før verden gik af lave…”may we all have a vision now and then of a world where every neighbor is a friend”.

Tak for i år! 

Materialer