Hvad læser bibliotekarerne i sommerferien?

Af Nina
15.06.16
Er du også nysgerrig? Så læs med her.

Vi bliver ofte spurgt af lånerne, hvad vi selv læser. Her får du nogle af bibliotekarernes bud på sommerlæsning. Nederst kan du gå direkte til reservering af bøgerne.

Cilla:

Jeg vil læse ”Slagteren i Liseleje”, for jeg blev så fascineret af Anne Riel’s skrivestil da jeg læste ”Harpiks” Jeg synes hun skriver fantastisk gennemført, og skaber universer, der både er genkendelige og dog mystiske, og med overraskende udviklinger i handligen.

Og så vil jeg læse ”Flygtningen” af Olav Hergel, som blev anbefalet til mig af en låner. Jeg læser meget om flygtninge i medierne, så jeg savner den individuelle og følelsesmæssige vinkel.

Jeg har også fagbogen ”Lær dit barn lykken ved at læse” liggende, som jeg håber, jeg får læst.

Riel, Ane
Slagteren i Liseleje
Da den aldrende Judith inviterer Liselejes tre lokale alkoholikere hjem til fin middag, er det med stor forundring, at de takker ja. Judith bliver et dejligt bekendtskab for de tre forhutlede mænd, men Judith har sin helt egen manipulerende og grusomme plan med dem.

Hergel, Olav
Flygtningen
I Irak bliver en kvindelig journalist kidnappet af lokale terrorister, truet på livet, og skamferet for åben skærm. Hun flygter, med hjælp fra en af terroristerne. Da han selv må flygte, og ender i Danmark, bryder helvedet løs. Myndighederne vil have ham i fængsel, men den kvindelige journalist føler sig forpligtet til at hjælpe ham.

David, Alison
Lær dit barn lykken ved at læse : håndbog for forældre
Håndbog med råd til forældre, der vil hjælpe deres børn til gode læsevaner. Bogens engelske forlæg er bearbejdet så bogforslag og tips passer til danske børn og unge.

Helle:

Bakhtiari, Marjaneh
Godnathistorier for børn der drikker
Om hvordan den blodige iranske historie opleves af en mellemklassefamilie over tre generationer fra 1950'erne til i dag
 
Hallberg, Garth Risk
Byen brænder
Nytårsaften 1976 følges en lang række personer i New York. Et mord på en af dem, den unge Samantha, knytter deres skæbner sammen i både fortid og fremtid. Og da den legendariske strømafbrydelse mørklægger New York et halvt år senere, forandres personernes liv uigenkaldeligt.
 
Theils, Lone
Den blå digters kone
Den berømte digter Manash Ishmail beder korrespondenten Nora Sand om at finde sin hustru som er forsvundet sporløst. Dette viser sig at være en opgave om liv eller død for Nora​.

 

Laust:

Adolphsen, Peter
År 9 efter Loopet
Mark har i 9 år været den eneste overlevende efter en hændelse, der fik alle væsner på jorden til at gå i loop og gentage deres gøremål. Naturen overtager byen, og betingelserne for Marks overlevelse forværres indtil en helikopter flyver over ham.

Proust, Marcel
På sporet af den tabte tid (bind4)
Sædeskildring og psykologisk analyse af adelens og storborgerskabets parisiske verden i perioden 1880-1920. Fortælleren Marcel er en fremmed i den ydre verden, og forsøger gennem sit indre liv at genfinde og fastholde den tabte fortid.

Strachan, Hew
Første verdenskrig
Om 1. verdenskrig på det politiske, militære og menneskelige plan, og hvordan den store europæiske krig hurtigt spredte sig til resten af verden og blev en global verdenskrig, der lagde kimen til konflikter i Mellemøsten i det 20. århundrede.

Laust er barselsvikar i børne- ungeafdelingen, og kan også altid anbefale god voksenlitteratur eller musik.

 

Nina:

Jeg skal i gang med toeren til Dennis Jürgensens første krimi for voksne, hvor det bliver spændende at se, om Roland Triel kommer nærmere på at løse sin kones mord. Jeg glæder mig! Derudover har jeg hørt så meget godt om "Lad ulvene komme" af Carol Rifka Brunt, så den må jeg også have læst. "Kvinden ved havet" har jeg læst om på Litteratursiden. Smuk, poetisk og lidt trist.

Jürgensen, Dennis
Dansende røde bjørne
Efterforskningsleder Roland Triel fra Københavns politi er på jagt efter en brutal pædofil seriemorder i en sag som måske har forbindelse til seriemord begået under besættelsen.

Brunt, Carol Rifka
Lad ulvene komme
14-årige Junes bedste ven og fortrolige er hendes onkel Finn. De bor i New York, hvor han er kunstmaler. Da han dør alt for tidligt af en næsten hemmelig sygdom, bryder Junes verden sammen. Men der viser sig at være en anden, der også savner Finn og måske kan hjælpe hende.

Kawakami, Hiromi
Kvinden ved havet
Keis mand forsvandt sporløst for tolv år siden, og nu drages hun mod en lille by ved havet, hvor hun føler hans nærvær og håber på at få svar. Samtidig gennemgår hun en smertefuld løsrivelse fra teenagedatteren, der ved noget hun ikke vil sige.

Signe:

Jeg har altid, altid, altid en større stak ulæste bøger stående i min vindueskarm og en endnu længere liste over bøger, jeg bare MÅ læse, liggende på mit bord. Jeg ville ønske, jeg havde al tid i verden til at læse alle de gode bøger, der udkommer. Sommeren er dog en oplagt chance til at få læst i hvert fald nogle af alle de fantastiske værker:

Lykkelige familier af Christina Hesselholdt. (2014) Hesselholdt er en forrygende, skarp forfatter, og for et par år siden kom denne lille roman fra hendes hånd. Fortællingen tager sit udgangspunkt i et sommerhus, og jeg tænker derfor, bogen er oplagt som sommerferielæsning.

I familiens skød: Den ikke mere så sælgende forfatter Julius er på sommerhusbesøg hos sin forlægger og hans familie. På overfladen idyl, men mange små sprækker giver et betydelig mere nuanceret billede. En festlighed: Amalie, der føler sig udenfor i sin fars nye familie, skal være midtpunkt til en familiefest, hvor personerne fra hendes to verdner, skal sidde ved samme bord.

Harpiks af Ane Riel. (2015) Til november kommer Ane Riel og besøger os på biblioteket for at fortælle om sin prisbelønnede bog Harpiks. Jeg har fået den anbefalet af mange, som er voldsomt begejstrede for bogen, og glæder mig derfor til at læse den. Det bliver godt!

Fortælling om pigen Livs opvækst i en anderledes familie. Det er en historie om kærlighed, loyalitet og omsorg, men også en uhyggelig fortælling om angst for at miste, om fastholdelse og paranoia - og om ondskab.

Magteliten af Christoph Ellersgaard m.fl. (2015) Jeg holder meget af skønlitteraturen, men har desuden også en svaghed for faglitteraturen, især når den beskæftiger sig med samfundsforhold, og det gør denne bog. Jeg har haft den i tankerne, siden den udkom, og nu må det være!

Magteliten : hvordan 423 danskere styrer landet
Kortlægning af den danske magtelite og de 423 mest magtfulde danskere, der træffer de tungeste beslutninger i politik, erhvervsliv, fagforeninger og kulturliv.

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen (2015). Lotte Kaa Andersen blev nomineret til debutantprisen sidste år på Bogforum på baggrund af denne bog, som udspiller sig, som titlen også afslører, på en af de mest eksklusive villaveje i Hellerup. Ikke nok med at bogen skulle være en fantastisk litterær oplevelse i sig selv – så er læsningen også en god appetitvækker til forfatterforedraget med Lotte Kaa Andersen i september, hvor hun kommer forbi Hørsholm bibliotek og taler om bogen. Jeg glæder mig!

Line og Kristian bor på én af landets fineste adresser - men de er dybt ulykkelige. Det er der flere af de prominente indbyggere på Hambros Allé, der er, for krisen kradser også her og sætter sine spor i menneskene.

 

Materialer