Fornøjelig læsning for de lidt ældre drenge når OL bliver for kedeligt!

17.08.16
Måske har du hørt om den danske målmand Henry From der snuppede et straffespark efter han havde placeret sit tyggegummi på den ene stolpe.

Jeg husker det tydeligt. Jeg sad og så fodbold i fjernsynet med min far i vores lejlighed på Amager. Det var semifinalen mod Ungarn ved Olympiaden i Rom i 1960. Jeg var blot en knægt på 7 år og vidste på det tidspunkt ikke så meget om fodbold, men jeg kunne fornemme stemningen! Den var højspændt! Min far bryder ud i vild jubel og er ved at falde ned af vores store mørkerøde plyslænestol, da det er en kendsgerning, at det undertippede danske amatørhold har slået Ungarn og dermed kvalificeret sig til finalen.

Det var derfor, jeg med visse forventninger kastede mig over Hans Mortensens anmelderroste bog ”Sommeren 1960 : om fodboldlandsholdet” (People’s Press, 2016). Og jeg blev ikke skuffet! Det er en forrygende bog, der på elegant vis blander samtidshistorie fra de spirende 60’ere og loyalt beskriver det knoklearbejde daværende træner Arne Sørensen og spillerne lægger for dagen for at nå deres mål, samtidig med at de er underlagt et utidssvarende pres fra DBU, der ikke havde ”set strømmen i tidens flod” i form af en opblødning af de stramme amatørregler. Fodboldhistorie på højt plan i en samtidshistorisk ramme.

Det kan simpelthen ikke gøres bedre! Læs den!

For øvrig fornøjelig læsning om dansk fodbold i 60erne besøg denne hjemmeside: http://1960erne.dk/spdanskfodbold.php

Materialer