Borgernes udstilling 2024

Udstil dine kunstneriske værker på Hørsholm-udstillingen i Kulturhus Trommen i november måned 2024.

Foto: Unsplash
Foto: Unsplash

Hørsholm Bibliotek inviterer alle borgere over 15 år i Hørsholm Kommune til at udstille deres kunstneriske værker på Hørsholm-udstillingen i Kulturhus Trommen i november måned 2024. 

I år er det 44. gang, at kreative borgere har mulighed for at udstille deres kunstværker på den store ucensurerede udstilling i udstillingsområdet på Kulturhus Trommens 1. sal. 

De udstillede værker kan opleves fra den 1. til 30. november 2024. 

Borgernes udstilling er en ucensureret udstilling, hvor den enkelte kunstner deltager med 1-2 stk. kunstværk(er) (antal afhænger af hvor mange der tilmelder sig), og de eneste kriterier for at deltage er, at man er bosiddende i Hørsholm Kommune og er fyldt 15 år. 

De udstillede værker kan omfatte forskellige kunstneriske udtryksformer, for eksempel: Maleri, akvarel, tegning, grafik, billedvævning, skulptur, fotografi og keramik. 

Har du lyst til at deltage i udstillingen, skal du blot udfylde en tilmeldingsblanket.

Den kan du få på en af følgende måder: 

  • Download her fra siden (nederst)
  • Kan hentes på Hørsholm Bibliotek i den betjente åbningstid

Sidste frist for tilmelding til Hørsholm-udstillingen er: 

Mandag d. 7. oktober 2024.  

Tilmeldingsblanket skal sendes til glu@horsholm.dk eller afleveres på Hørsholm Bibliotek. 

Alle udstillerne bliver inviteret til et planlægningsmøde, hvor der bliver orienteret om de praktiske detaljer i forbindelse med udstillingen. På dette møde bliver der også valgt en mindre gruppe blandt deltagerne, som får ansvaret for at hænge udstillingen op, så værkerne bliver præsenteret bedst muligt. 

Der er altid en del lokale kunstnere og amatører, der melder sig til udstillingen. Aldersmæssigt spænder kunstnerne vidt lige fra de helt unge til de mere ”garvede”, og udstillingen viser, at der er stor interesse hos mange for at kunne udtrykke de kreative sider og dele resultaterne med andre. 

Hørsholm Bibliotek håber, at der også i år vil være stor tilslutning til Hørsholm-udstillingen i Kulturhus Trommen.