Betaling af gebyrer og erstatninger

Foto: Unsplash

Betalingen af biblioteksgebyrer og erstatninger er overgået til den kommunale løsning "Betal din kommune". Her på siden kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål om betaling af gebyrer og erstatninger.

Har du ubetalte gebyrer og erstatninger til Hørsholm Bibliotek, kan de ses på "Betal din kommune", hvor du kan få et samlet overblik over og betale for alle gebyrer, erstatninger og anden gæld til Hørsholm Kommune. Skal du betale et gebyr eller erstatning til biblioteket, skal du gøre det via "Betal din kommune" på horsholm.dk. 

Hvorfor har man valgt den nye betalingsløsning?

Formålet med den nye betalingsløsning er at samle alle betalinger til kommunen ét sted. Det giver et fuldt overblik over kommunens tilgodehavender, hvilket er lettere at administrere for både borgeren og kommunen. Derudover skyldes det, at der findes en række krav til håndtering af borgernes gæld og afstemning af betalinger mod krav, som i dag ikke understøttes af Hørsholm biblioteks bibliotekssystem, men understøttes fuldt ud af Hørsholm kommunes debitorløsninger. Hvis betalingerne fortsat skulle ske via bibliotekssystemet, skulle bibliotekssystemet udbygges med en række debitorfunktioner, der også fremover skal vedligeholdes. Det er derfor blevet vurderet og besluttet, at det er bedst at lade debitorsystemerne håndtere betaling og afstemning, fremfor at bygge det ind i bibliotekssystemet.  

Hvordan betaler jeg min regning?

Betaling af regninger skal ske via Hørsholm Kommunes "Betal din kommune", hvor du logger ind med MitID. 

Hvornår skal jeg betale?

Når materialet (f.eks. bogen) enten afleveres eller fornyes for sent, vil du kunne se din biblioteksgæld i din lånerstatus på bibliotekets hjemmeside, i appen 'Biblioteket' og på "Betal din kommune".
Du vil senere modtage en faktura i din Digitale postkasse (f.eks. E-boks). Her kan du også finde din betalingsfrist. Det er vigtigt, du overholder betalingsfristen for at undgå rykkergebyrer. Rykkergebyrer vil kun kunne ses på "Betal din kommune". 

Hvordan betaler jeg min regning, hvis jeg ikke har MitID?

Hvis du ikke har MitID eller er fritaget for Digital Post, vil du modtage en fysisk faktura med girokort i postkassen. Du kan betale girokortet i din netbank. Har du ikke adgang til netbank, må du selv kontakte din bank for at få hjælp til betaling. 

Kan jeg betale via min bibliotekskonto?

Nej, men fra biblioteket.horsholm.dk og appen "Biblioteket" vil der være en henvisning til ”Betal din kommune”.

Kan jeg betale mine regninger på biblioteket?

Nej, du kan ikke betale dine mellemværender på biblioteket, men personalet hjælper gerne med at vise dig, hvordan du får adgang til "Betal din kommune" på Hørsholm kommunes hjemmeside.

Kan jeg betale kontant på biblioteket?

Du kan ikke betale biblioteksgebyrer kontant på Hørsholm Bibliotek. Har du ikke andre betalingsmidler end kontantbetaling, skal du kontakte Hørsholm kommunes opkrævningsafdeling på tlf. 4849 3055 eller mail: opkraevning@horsholm.dk .

Kan jeg se på min bibliotekskonto, når jeg har betalt?

Ja, gebyrer og erstatninger vises og opdateres ved betaling i "Betal din kommune". Bemærk dog, at der kan gå længere tid, før din betaling kan ses på biblioteket.horsholm.dk og i appen "Biblioteket". 

Jeg har spørgsmål til selve betalingen.

Har du spørgsmål til selve betalingen, kan du kontakte Opkrævningen på telefon: 4849 3055 eller mail: opkraevning@horsholm.dk 

Jeg har spørgsmål til min regning

Har du spørgsmål til årsagen til din regning, eller vil du klage over den, kan du kontakte biblioteket på telefon 4849 5790 eller mail: skrankebib@horsholm.dk. Du kan også henvende dig til personalet på biblioteket i den betjente åbningstid.

Jeg har spørgsmål til et rykkergebyr

Har du spørgsmål til et rykkergebyr, kan du kontakte Opkrævningen på telefon: 4849 3055 eller mail: opkraevning@horsholm.dk 

Der er også andre betalinger på Betal din kommune?

Ja, på "Betal din kommune" samles alt din gæld til Hørsholm Kommune, så du har et overblik over gæld til kommunen og kan betale alt ét sted.