Vold i nære relationer
Partnervold og drab: En krise, vi må tage alvorligt
Af Helene
I år har et tragisk antal på 11 kvinder mistet livet som følge af drab begået af deres (eks)partner i Danmark. Selvom vi endnu ikke er halvvejs gennem året, nærmer vi os allerede det dystre gennemsnit på 12 kvinder, der hvert år mister livet i forbindelse med partnervold. Disse tal er ikke blot statistik – de repræsenterer liv, familier og en samfundskrise, som vi ikke kan ignorere.
Partnervold er en udbredt og alvorlig problematik. Hver fjerde kvinde i Danmark har oplevet enten fysisk eller psykisk vold fra en partner. Det betyder, at tusindvis af kvinder lever med frygt, kontrol og overgreb – ofte uden at få den hjælp, de har brug for. Vi står midt i en krise, og der må handles nu.
Viden og samtale som forebyggelse
At tale åbent om problemet og dele viden er afgørende for at forebygge både vold og partnerdrab. Derfor har vi på Hørsholm Bibliotek en vigtig og aktuel temaaften på programmet, hvor vi sætter fokus på netop disse emner.
Forfatter Niels Frank vil tale om sin nyeste roman Det slutter her, der berører temaer som vold og familiedynamikker. Derudover har vi inviteret Ditte Bjerregaard fra Center for Voldsforebyggelse, som vil dele sin viden og erfaringer fra arbejdet med forebyggelse af vold.
Denne aften er en mulighed for at blive klogere, stille spørgsmål og tage del i en samtale, der kan gøre en forskel. Sammen kan vi skabe opmærksomhed, støtte dem, der har brug for det, og arbejde for en fremtid, hvor ingen skal leve i frygt for deres partner.