Fem filmhistoriske mesterværker på Filmstriben

2025 nærmer sig sin afslutning. Internettet bliver oversvømmet af lister over årets bedste film. Vi vælger at svømme mod strømmen. På vores tur fisker vi skønne film op fra den vilde og brogede filmhistorie.

M (1931)

Fritz Lang, født i Østrig i 1890, blev et af de helt store navne i den tyske filmindustri i 1920’erne, særligt kendt for sit hovedværk Metropolis (1927). Lang forlod Tyskland i midten af 1930’erne, efter at han havde afslået et tilbud fra Goebbels om at få en ledende rolle i Det Tredje Riges filmindustri. 

Lang var en mester i arbejdet med skygger, og det fornægter sig ikke i M, hvor Berlins gader fremstår i bedste noir-stil.

Filmen er underholdende, smuk og grum på samme tid. Man får ikke den grafiske vold, som kendetegner moderne seriemorderfilm, men hos Lang bliver antydningens kunst mindst lige så ubehagelig som et blodigt billede. M er ikke til at komme uden om – hverken hvis du interesserer dig for mordere eller filmhistorien generelt.

Vampyr – Der Traum des Allan Grey (1932)

Vampyr – Der Traum des Allan Grey er ikke som nogen vampyrfilm, du nogensinde har set før, og det er helt generelt en af de mere specielle film, du kommer til at se. Vampyren er hos Carl Theodor Dreyer mere en struktur i fortællingen end et egentligt monster eller en dræber, som vi ellers kender fra genren. Hvis man forventer en klassisk gyserfilm, vil man derfor blive inderligt skuffet.

Hvis man derimod vil se et værk af en af filmhistoriens mest banebrydende instruktører – en film, der både er ubehagelig og forunderlig – skal man skynde sig at se den.

Filmen er rent visuelt en sand perle: fantastiske kamerabevægelser, billedkompositioner og lyssætning. Stilen er det centrale, og gennem de stilistiske eksperimenter opnår filmen sin poetiske og mareridtsagtige effekt.

Solyaris (1972)

Her er tale om en tung – meget tung – og seværdig – meget seværdig – russisk sci-fi-film, som samtidig er en milepæl i filmhistorien. Hvis man kender filmens forlæg, Stanislaw Lems roman Solaris fra 1961, er det interessant at iagttage, at romanens handling først for alvor træder i kraft 40 minutter inde i filmen. Det viser, at instruktøren både eksperimenterer med og er tro mod forlægget.

For både Lem og Tarkovskij er sci-fi-settingen en ramme for store spørgsmål, der rækker langt ud over genren – og netop derfor er filmen så mesterlig, da sci-fi-elementerne også står stærkt i sig selv.

Det er en film, der nok vil afskrække et moderne publikum med sit meget langsomme tempo og til tider kryptiske handling – som det faktisk ikke er muligt at gengive en fuldstændig tolkning af. Dette er et kendetegn ved Tarkovskijs virke og samtidig ånden i romanen.

Kapernaum (2018)

Den tolvårige libanesiske dreng Zain lægger i filmens indledning sag an mod sine forældre. Gennem filmen klippes der tilbage til retssalen, mens historien fortæller om Zain og de begivenheder, der førte til sagsanlægget.

 Zain bor sammen med sine forældre og en stor søskendeflok i et slumkvarter i Beirut. Da forældrene beslutter at sælge Zains 10-årige søster til en kioskejer, begynder filmens drama.

Filmen er en nådesløs skildring af livet som gadebarn i Libanon og, mere overordnet, af livet som barn i et samfund, hvor tingene ikke fungerer, som de burde. Midt i det menneskelige forfald og den triste fortælling stråler Zain som en lille sol, et lille stykke menneskeligt håb, der ikke kan slukkes. Filmen er også grundlæggende spændende, men kernen – og det, man aldrig glemmer – er billederne af den beskidte og ukuelige Zain. 

Civil War (2024)

Vi befinder os i USA, nærmere bestemt New York, i en ikke så fjern fremtid, hvor der er udbrudt borgerkrig. Fotojournalisten Lee Smith og en gruppe andre journalister tager på en farefuld rejse mod Washington for at interviewe præsidenten – en præsident, der er ved at tabe krigen. Rejsen fører dem dybt ind i mørkets hjerte. 

Gennem journalisternes øjne ser vi et samfund falde fra hinanden, og det er fantastisk realiseret: både i de små og store detaljer, i bygninger der smadres, og i menneskelighed der opløses. På deres rejse mod mørket, mod landets høvding, møder journalisterne forskellige grader af ondskab – af det dyriske, der ligger lige under den polerede overflade i amerikanske småbyer og i samfundet generelt.

Filmen er en teknisk lækkerbisken og velspillet. Det spinkle plot giver os plads til selv at tolke og tumle med journalisternes oplevelser. Det er dejligt, at en moderne amerikansk film kan rive benene væk under tilskueren på den måde. En hård nyser og en vigtig film, der har potentiale til at blive en moderne klassiker.