Mindetavle på førstesalen
På bibliotekets førstesal kan du i øjeblikket støde på en tavle med små guldplader påsat.
Af Emilie
Dette er en mindetavle for 26 dræbte kvinder i Nordsjælland i perioden 2000-2021, som organisationen Center for Voldsforebyggelse står bag, for at sætte fokus på drab på kvinder.
Vi ved, at synlighed om vold og drab på kvinder, forebygger drab på kvinder. Mindepladen er med til at vise omfanget af kvindedrab i Danmark og fortæller, at der findes kvinder og mange pårørende bag drabstallene.
I CFV’s Femicide Watch, som indsamler information om kvindedrab, har man registreret 309 drab på kvinder i Danmark i perioden 2000-2021 – drabene er enten blevet begået af kvindernes (eks)partnere, familiemedlem(mer), (be)kendte relationer eller af fremmede, mens nogle drab fortsat er uopklarede.
HVORFOR SKAL VI HAVE ET FEMICIDE WATCH I DANMARK?
I 2015 opfordrede FN alle medlemslande til at grundlægge et nationalt femicide watch, som registrerer og kortlægger drab på kvinder. Det sker i erkendelse af, at femicides – eller kønsrelaterede drab på kvinder – udgør den mest ekstreme form for vold mod kvinder, og vi har brug for en fælles struktureret forebyggende indsats. I Danmark har vi imidlertid ikke oprettet et officielt femicide watch, og i 2023 besluttede det danske Folketing at forkaste et forslag til oprettelse af en partnerdrabskommission, som man f.eks. har etableret i Norge. Danmark mangler altså et officielt organ, der registrerer og kortlægger femicides med henblik på at løfte det forebyggende arbejde – som man opfordrer til i både FN og EU – også selvom det i stigende grad anerkendes, at vi også i Danmark har et strukturelt problem med vold mod kvinder og drab på kvinder. Det er netop derfor, at CFV har oprettet Femicide Watch – fordi vold mod kvinder og femicides er et strukturelt problem, som skal forebygges.
DEFINITION AF FEMICIDEBEGREBET
• drab på kvinder som resultat af partnervold eller vold i nære relationer
• drab på kvinder begået af familiemedlemmer
• drab på kvinder begået af en (be)kendt relation med et kønsrelateret motiv
• drab på kvinder begået af en fremmed person med et kønsrelateret motiv, eksempelvis fjerndrab
• derudover tilslutter CFV øvrige nedenstående definitioner, som FN og EU blandt andre arbejder med United Nations Office on Drugs and Crime (2022)
CFV har udgivet flere analyser, som kan ses på deres hjemmeside.