Hvem vinder DR Romanprisen 2025?

Seks forfattere er i spil til at vinde DR Romanprisen 2025. Vinderen afsløres lørdag den 14. juni kl. 14 på Dokk1 i Aarhus, og prisoverrækkelsen transmitteres live på DR P1.

Af The library

Der er spænding til det sidste om, hvem der løber med den prestigefyldte pris. Siden december har deltagerne i bibliotekernes romanklubber diskuteret bøgerne. Læs mere om de enkelte bøger herunder.

Naja Marie Aidt: ”Øvelser i mørke”

Romanen handler om vold, venskaber og kvindeliv og dykker ned i, hvordan overgreb er forbundet med skam, skyld og fortielser. Bogen sætter ord på kvinders store frygt for vold, og den taler på flere måder ind i #MeToo-debatten. Samtidig er romanen en hyldest til de livslange venskaber, der gør det muligt at leve på trods af traumerne.

Ulrikka S. Gernes: ”En pige forlod værelset”

Romanen bygger på forfatterens egne oplevelser som ung og senere som voksen i konfrontationen med de mennesker, der svigtede. Den 14-årige Tanja møder til en fernisering en ven af familien, som hun får et langvarigt forhold til, uden at nogen griber ind. Det er en stærk autofiktiv fortælling om smertefulde erfaringer og konsekvenser af et overgreb. 

Ingrid Nymo: ”Den røde hane”

Der er både socialrealisme, coming of age og thriller i denne roman. Vi møder den unge Roberta, som er flyttet tilbage til sin barndomsegn, Thy, hvor hun arbejder som hjemmehjælper. Hun har tætte bånd til de lokale og har svært ved at sætte grænser i omsorgssarbejdet. Det bliver ikke nemmere, da en pyroman skaber mistænksomhed i området. 

Jonas Eriksson: ”Af stumper og skår"

En selvbiografisk roman om et smertefuldt, men nødvendigt familieopgør. Læseren følger fortælleren i en arvestrid der starter, da fortællerens far dør. Gennem voldsomme erindringsflashbacks får man indblik i en barsk opvækst og et liv i skyggen af en voldelig far, som står i skærende kontrast til fortællerens nære forhold til sin egen søn.

Liv Duvå: "Ned fra himlen"

En roman som viser bagsiden af vores velfærdssamfund. Den unge Maria forlader kæresten og vender sammen med sin lille datter tilbage til barndomsmiljøet i Brøndby Strand for at få hjælp fra sin familie. Familien har misbrug i bagagen, og højhusbyggeriet, som var ramme for Marias barndom, viser sig at være så forgiftet af PCB, at det skal rives ned.

Merete Pryds Helle: ”Den store åbning”

En roman om kærlighed, opfindelser og menneskets forsøg på at redde kloden, før det hele brænder sammen. I bogens nutid følger vi en flok venner og deres klimabevidste forældre. Parallelt er der kapitler med nedslag i tiden, hvor små væsener, de såkaldte ”mørkestoffer” planter nye tanker i menneskene, så de opnår erkendelser, som skal genskabe Big Bang.

Læseklubdebatter og prisoverrækkelse

De mange deltagere i DR Romanklubberne har efter det sidste halve års læseklubdebatter stemt om, hvem der skal vinde DR Romanprisen 2025. Prisoverrækkelsen finder sted på Dokk1 i Aarhus den 15. juni kl. 14 og transmitteres også live på DR P1. Det er gratis at deltage i prisoverrækkelsen, men kræver tilmelding. Læs mere her.