Fem forbudte bøger, du skal læse

Verden over bliver forfattere fængslet, forfulgt og udsat for overfald for deres bøger, som af den ene eller anden grund bliver betragtet som farlige.

Af biblioteket

Tags

Aktuelt
Forbudte bøger-logo

Verden over bliver forfattere fængslet, forfulgt og udsat for overfald for deres bøger, som af den ene eller anden grund bliver betragtet som farlige. I uge 41 sætter vi fokus på bøger og forfattere, der har mødt modstand og er blevet pålagt censur og forbud. Dyk ned i læseværdige bøger, som er blevet bremset i vidt forskellige lande i de seneste år.

Kina 2021

Kunstner og aktivist Ai Weiweis selvbiografi "1000 års glæder og sorger" blev ved udgivelsen straks forbudt i Kina. Weiwei er kendt regeringskritiker, og han har blandt andet kritiseret myndighederne for korruption, solgt modermælkserstatning for at fremhæve, at den er giftig, og ført kampagne mod handel med kattekød.

USA 2025

"De forklædte piger fra Kabul" af Jenny Nordberg fortæller om afghanske forældre, der under Taliban-styret klædte deres piger som drenge for at give dem de samme muligheder som drengene. Kritikere i USA mener den derved opfordrer til transvestisme. I 2025 er den sammen med 380 andre titler blevet fjernet fra U.S. Naval Academy’s Nimitz Library efter ordre fra den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth.

Nordirland 2023

Klassikeren "Mus og mænd" af John Steinbeck har været forbudt i flere lande verden over og i mange år for seksuelt indhold, groft sprogbrug, racisme og for angiveligt at støtte aktiv dødshjælp. I 2022 fjernede skoler i Californien og Minnesota den efter forældreklager, og senest i 2023 ønskede en elev i Nordirland bogen fjernet fra pensum pga. racisme.

Belarus 2023

Maksim Znak er advokat og har forsvaret modstandere af regimet i Belarus. Det fik han ti års fængsel for, og han har ud fra sine oplevelser under fængslingen skrevet "Zekameron", som er små noveller om det absurde dagligliv i fængslet. Bogen blev forbudt, og forfatteren sidder nu i belarussisk straffelejr. Familien har ikke haft kontakt med ham siden 2023.

Vietnam 2024

En gymnasielærer i Ho Chi Minh-byen inddrog den prisbelønnede roman "Vi er kortvarigt smukke her på jorden" af Ocean Vuong i undervisningen, og forældre reagerede med anklager om pornografi. Alle eksemplarer blev indsamlet, og læreren modtog en advarsel. Samtidig har lederen af The Authority of Publication, Printing and Distribution opfordret den vietnamesiske forlægger til at revurdere bogens seksuelle skildringer.