Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Uafrystelig og voldsom roman om racisme i 1960'ernes USA. For læsere af gode og tankevækkende romaner

Beskrivelse

Elwood Curtis er en håbefuld, ordentlig og godt begavet teenager, der vokser op hos sin retskafne bedstemor i Florida. En utilsigtet bagatel af et fejltrin afskærer ham fra college, og som sort bliver han sendt på opdragelsesanstalten Nickel, som er helvede på jord. Drengene bliver mishandlet fra morgen til aften, og udspekuleret vold, sadistiske straffe, psykisk terror, udnyttelse, korruption, sult og tortur er hverdagskost. Udadtil er Nickel en skole, der vil drengenes bedste, men indadtil bliver de pint og plaget, og ikke alle overlever

Vurdering

Fantastisk god roman bygget på virkelige hændelser. Velskrevet i en grad, så den grumme historie bliver skrevet frem side for side, samtidig med at det virkelig slemme står mellem linjerne. Som læser forstår man ikke, at Nickels omgivelser valgte hverken at se eller høre, og på et tidspunkt er man tæt på et hjerteslag i forbindelse med den velfungerende komposition og krydsklippene til New York i 1970'erne og 2010'erne. Romanen er prisbelønnet og holder samme høje standard som Colson Whiteheads forrige roman om racisme i 1800-tallet, Den underjordiske jernbane

Andre bøger om samme emne

Harper Lees klassiske, Sæt en vagtpost ud og Dræb ikke en sangfugl, er mere afdæmpede. Ole Tornbjergs Drengen fra Godhavn også skildrer brutaliteten på et drengehjem

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2020