I denne selvbiografiske roman fortæller den amerikanske journalist om sin meget usædvanlige barndom. Hun er 6 år ved bogens start. Hun er en klog lille pige, meget opmærksom på alt i sine omgivelser, og især over for sin mor, som er alvorligt syg. Det er ikke noget man taler om i den familie, men Jennifer fornemmer tydeligt, at der er noget galt. Efter moderens død gifter faderen sig med en kvinde, der har 3 børn, og da faderen også dør efter nogle år er Jennifer for alvor alene. Jennifers yndlingshistorie er Snehvide, og den onde stedmor i historien minder hende alt for meget om hendes egen stedmor. Som 9-årig bliver Jennifer anbragt i et hus, hvor hun skal hjælpe til, hun skal selv klare at gå i skole, og desuden skal hun gøre rent et 3. sted. For mig er det helt uforståeligt, at det kan lade sig gøre uden at nogen myndigheder griber ind. Men Jennifer er en usædvanlig stærk pige, hun skal nok vise, at hun kan klare sig selv. Heldigvis dukker noget af faderens familie op. Det er en rystende bog om ensomhed, om svigt og om sorg, men samtidig en meget livsbekræftende bog om et barns vilje til at overleve. Sprogligt er den en fornøjelse at læse, forfatteren - og oversætteren - rammer helt plet i beskrivelsen af barnets forestillingsverden