Jesper Andersen alias Maskinemand udstiller i oktober

Besøg bibliotekets 1. sal og nyd Maskinemands spændende billeder.

Af Nina

Foto: Jesper Andersen

MENNESKET I STØJEN 

Udstillingen “Mennesket i Støjen” beskæftiger sig med afbildninger af mennesket som fysisk form, i særlige situationer og med fokus på det som netop gør os menneskelige. Mennesket har tjent som motiv siden tidernes morgen fra simple hulemalerier til modefotografi - Mennesket afbildet af mennesket. Men hvordan ser vi ud i andre intelligensers øjne? Hvad nu hvis det ikke er mennesker der afbilder mennesker, men maskiner? Billederne i denne udstilling er alle fremkommet i en arbejdsproces der involverer kunstig intelligens. Billederne skabes gennem håndtegnede skitser eller som tekstlige beskrivelser af motiv og omgivelser, der sidenhen fortolkes af en kunstig intelligens. Fælles for fremgangsmåderne er at kunstig intelligens ikke starter med et tomt lærred, men derimod en overflade der indeholder alle tænkelige farver i et tilfældigt arrangement. Billeder fremkommer ved at den kunstige intelligens ændrer nogle af billedelementerne et antal gange, indtil et motiv træder frem. Udstillingen hedder “Mennesket i Støjen” og er en parafrasering over udtrykket “Ghost in the Machine”, som bruges når man ikke kan redegøre for hvorfor en specifik handling udføres af en maskine. Koncept og oplæg er udarbejdet af maskinemand (Jesper Andersen), der til daglig beskæftiger sig med kunstig intelligens i bl.a. droner. Se flere værker på maskinemand.dk eller på instagram - https://www.instagram.com/maskin_emand