- Date
- 24 februar 2025
- Tid
- 17:00 - 18:30
- Pris
- .: 30 DKK
- Sted
- Lilletrommen
- Bibliotek
- Hørsholm Bibliotek
- Adresse
-
Bibliotekstorvet 1
2970 Hørsholm
Danmark
En temaaften med forfatter Niels Frank og Ditte Bjerregaard fra Center for Voldsforebyggelse.
I perioden 1992-2016 blev gennemsnitligt 12 kvinder årligt slået ihjel af deres (eks)partner i Danmark (kilde: www.femicidewatch.dk). Og stadig mister kvinder hvert år livet pga. en (eks)partner. Bag de triste tal ligger knuste familier. Denne aften sætter vi fokus på netop dette – for kun ved at blive klogere, kan vi stoppe volden.
Denne aften gæster Ditte Bjerregaard fra Center for Voldsforebyggelse Hørsholm Bibliotek, hvor hun bl.a. vil oplyse om det stadig alt for aktuelle emne samt fortælle om bl.a. centerets arbejde – og hvad man som civilperson kan gøre og holde øje med for at stoppe volden.
Efterfølgende vil forfatter Niels Frank fortælle om sin netop udkomne bog ’Det slutter her’, som kommer på boghandlerhylderne den 31.1.25. Bogen handler om drabet på Niels Franks søster, Elin, i 2021 – begået af hendes mand.
Der vil til sidst være mulighed for at stille spørgsmål til både Ditte Bjerregaard og Niels Frank.
Om romanen ’Det slutter her’
Halvandet år efter at Niels Franks søster, Elin, er blevet dræbt i 2021 af sin mand, præsenterer drabsmanden i landsretten en række bortforklaringer for at få omstødt byretsdommen på fjorten års fængsel. Han forklarer bl.a. drabet med, at der var psykologiske problemer i Elins familie.
Det får Niels Frank til at gå i gang med en omfattende efterforskning. Han vil finde ud af, om drabet virkelig skyldtes, at familien var ramt af mental arvesynd. Ved hjælp af breve, avisartikler og samtaler med familiemedlemmer, herunder flere Niels Frank ikke har talt med i årevis, bliver forhistorien mere og mere synlig. Den viser sig at rumme mange hemmeligheder og overraskelser. ’Det slutter her’ er en beretning om alt det, der ledte op til drabet. Det er en bog om familieforbandelser, dæmoni og sår, der ikke vil hele. En bog om én families skæbne, men også om familieskæbner, som de fleste af os kender dem.
’Det slutter her. Beretning om en familie’ er en selvstændig fortsættelse af Niels Franks roman ’Fanden tage dig. Beretning om et kvindedrab’, der udkom i 2022. For ’Fanden tage dig’ var Niels Frank nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Om Center for Voldsforebyggelse
CFV blev grundlagt i 2019 og er i dag en landsdækkende organisation med tre kerneindsatser: Tal om Vold, Viden om Vold og Femicide Watch. Gennem kombinationen af forskning, praksis og politisk advocacy arbejder centeret for en fælles vision: et Danmark uden vold. Læs mere på centerets hjemmeside: https://centerforvoldsforebyggelse.com/