
Tags
film- Date
- Tid
- 17:00 - 19:30
- Pris
- .: 50 DKK
- Sted
- Lilletrommen
- Bibliotek
- Hørsholm Bibliotek
- Adresse
-
Bibliotekstorvet 1
2970 Hørsholm
Danmark
‘Mr. Nobody mod Putin’ giver et enestående blik ind i en almindelig russisk lærers liv – og et indblik ind i den russiske propagandamaskine. I forbindelse med filmvisningen er vi så heldige at få besøg af forfatter, cand.mag.og master i militære studier og analytiker v. Forsvarsakademiet Jeannette Serritzlev, som har udgivet bogen “Informationskrig - Påvirkning og propaganda i moderne krigsførelse’. Serritzlev vil i forlængelse af filmen fortælle om bl.a. brugen af propaganda i krig og sætte det i relation til dokumentarfilmen.
Om filmen ‘Mr. Nobody mod Putin’
En modig og ukuelig folkeskolelærer afdækker i hemmelighed Putins aggressive militarisering af Ruslands skoler i en film, som det ikke er for tidligt at kalde en af årets dokumentariske sensationer.
Pasha er en ganske almindelig folkeskolelærer i en lille russisk landsby. Han arbejder på den samme skole, som han gik på som barn, og han har dedikeret sig fuldstændigt til lærergerningen. Eleverne elsker ham for at være institutionens utraditionelle voksne. Han er kreativ, spøgefuld, progressiv og ikke så stivsindet som nogle af hans kollegaer. Men da Rusland invaderer Ukraine, mister Pasha styringen over skoleskemaet.
Putin beordrer en ny retning for skolevæsenet. Med ét forvandles folkeskoler i hele Rusland til rekrutteringszoner. Statsideologi og militarisering kommer på pensum, og ud forsvinder den kritiske, selvstændige tænkning. Pasha kan ikke forlige sig med at arbejde i et propagandistisk system, og i protest går han undercover på sin egen arbejdsplads. Under dække af sin egentlige rolle som skolens videofotograf optager han hundredvis af timer, der skal illustrere, hvordan propagandaen og krigen påvirker skolen og byen. Resultatet er et uforglemmeligt indblik i en statssanktioneret, patriotisk uddannelsespolitik. Da han fornemmer, at hans dække er ved at blive afsløret, og at hans eget liv måske er i fare, begynder han at planlægge sin flugt fra Rusland.
Om dokumentarfilmfestivalen HØRSHOLM:DOX
Dokumentarfilmfestivalen HØRSHOLM:DOX, som ligger i perioden 19.-29. marts, er realiseret som et samarbejde mellem Trommens Biograf og Hørsholm Bibliotek. Festivalen udspringer af den store anerkendte københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX, som viser et nøje håndplukket udvalg af de bedste aktuelle dokumentarfilm. Festivalen er foruden Hørsholm Kommune støttet af Nordea Fonden, Kulturministeriet, Danmarks Radio og Biografklub Danmark.
Om aftenens oplægsholder Jeanette Serritzlev
Serritzlev er cand.mag. med master i militære studier og er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, Institut for Militære Operationer og har speciale i informationskrig, desinformation og hybride trusler. Hun beskæftiger sig særligt med Rusland og Ukraine. Jeanette Serritzlev arbejder desuden med og underviser i strategisk kommunikation, informationsoperationer og psykologiske operationer samt kognitiv krigsførelse.