Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

En af de vigtigste begivenheder i dansk historie, genforeningen i 1920, beskrives biografisk gennem den karismatiske grænsepræst Martin Schwarz, og med kirkens rolle som bagtæppe rulles det store nationalpolitiske spil op, sammen med det personlige drama. Til historisk interesserede

Beskrivelse

Her i 100-året for genforeningen fortæller Martin Schwarzs barnebarn, der er dr.theol. og professor i kirkehistorie, om både genforeningen og sin morfar, der var præst i Sønderjylland. I grænselandet havde der siden 1864 ligget 120 sogne under den tyske kirke, som nu skulle ind i den danske folkekirke. Kirkestyret, gudstjenester, kirkeliv, salmesang, møder og andet skulle tilpasses. Dette og efterfølgende hele mellemkrigstiden, der bød på store politiske udfordringer med den tyske nationalsocialisme, samt Schwarzs egne teologisk/politisk indre stridigheder, er omdrejningspunktet for bogen

Vurdering

En fascinerende fortælling om kirkens betydning for genforeningen, der både fungerer historisk og biografisk og står som et velfunderet og gennemresearchet stykke historieskrivning, der oser af kærlighed til emnet. For historisk interesserede vil det være en spændende bog, med nye facetter af genforeningen

Andre bøger om samme emne

 Heling og deling er en antologi i anledning af 100-året for genforeningen. Genforeningen 1920 ser på en række andre nøglepersoner fra tiden og Genforeningen, i serien "100 danmarkshistorier", er en historisk oversigtsbog