Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Olivia træner fodbold og øver replikker. Therese stivner pludselig på banen, mens Hedvig kæmper for at blive målmand. Tre letlæste fodboldbøger til de 8-10-årige

Beskrivelse

Olivia træner hårdt i "Sats alt, Olivia!". Hun har fået en rolle i årets revy men øver også sin fodboldteknik forud for en vigtig kamp. I "Rødt kort, Therese!" får Therese, der normalt er vildt god til fodbold, problemer. Pludselig fryser hun på banen, og det er som om, hun har glemt alt om fodbold. Hedvig vil være den bedste målmand i "Flot reddet, Hedvig!", men først må hun bevise sit værd. Det er bare ligesom, at hun bliver dårlig, hver gang hun har sine nye fodboldhandsker på. Bøgerne er inspireret af de svenske landsholdsspillere Hedvig Lindahl, Therese Sjögran og Olivia Schoughs barndom og ungdom. Med illustrationer og korte afsnit om virkelighedens Olivia, Therese og Hedvig

Vurdering

Tre søde bøger i en letlæst fodboldserie, der både handler om fodbold, venskab og familie. Selvom bøgerne er inspireret af svenske, og for danske børn givetvis ukendte, landsholdsspillere, virker det alligevel troværdigt og inspirerende. Bøgerne skal ikke læses i rækkefølge

Andre bøger om samme emne

Der er tidligere kommet 3 bøger om fodboldspilleren Kosovare Asllani, bl.a. Flot mål, Kosse! og 5 bøger om Charlotte Rolin i serien "IF Ekby", bl.a. Kom igen!. Af andre letlæste fodboldserier er fx Fortuna Girls - spillet begynder og serien om "Knoglerød IF"