Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

16-årige Starr bor i et af USA's sorte områder. Da hun tager til fest med barndomsvennen Khalil, sker katastrofen. Khalil bliver skudt af politiet, og da nedskydningen kommer i medierne, bliver Starr nødt til at beslutte, om hun vil medvirke til, at betjenten, der gjorde det, bliver dømt. Young adult om et aktuelt emne. For unge og voksne fra 14 år

Beskrivelse

Teenagepigen Starr bor i en af USA's sorte ghettoer, men forældrene har sendt hende på privatskole, hvor hun går sammen med bedre stillede familiers børn. Efter Khalils død beslutter Starr sig for at vidne mod betjenten med skilt "115". Undervejs er medierne på sagen og bydelen eksploderer i optøjer. Det er forfatterens debutroman, og den røg direkte ind på New York Times' bestsellerliste

Vurdering

Bogen handler ikke kun om Khalils død. Den handler i høj grad også om en ung sort teenagers dilemmaer, da hun i hverdagen veksler mellem at være fra ghettoen og på privatskolen, hvor hun gør alt for at tilegne sig de "hvides" normer. En nervepirrende historie om, hvad der sker, når en sort bliver skudt af politiet. Aktuelt værk, der med levende sprog og nuanceret handling, gør et desværre aktuelt samfundsproblem nærværende. Der er godt flow i sproget, fart på handlingen og den er hurtigt læst. Men ikke hurtig glemt!

Andre bøger om samme emne

Der er ikke udgivet andre YA-bøger, der kan sammenlignes med denne. Men den lægger sig i rækken af YA-udgivelser, der omhandler samfundsproblemer f.eks. Dig og mig ved daggry og Moskitoland