Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den svenske klassiker Doktor Glas genudgives i anledning af Kerstin Ekmans nye roman Mordets praksis, som netop går i dialog med Doktor Glas. Med en fin forside og den fornyede aktualitet er det en roman, som vil nå ud til nye generationer af læsere

Beskrivelse

Hjalmar Söderberg (1869-1941) er en af svensk litteraturs store forfattere, og i sin tid vakte hans romaner opsigt og furore. Han bliver ikke læst meget af danske læsere i dag, men den mere end hundrede år gamle Doktor Glas holder stadig sprogligt og indholdsmæssigt, og den fortjener et publikum ud over det snævert litterært interesserede. I upålidelig dagbogsform skriver lægen Tyko Glas om sin praksis i Stockholm sidst i 1800-tallet. Han foragter sine patienter og især de fattige eller grimme. Han bliver betaget af en ung frue, hvis betydeligt ældre mand, pastor Gregorius, i tide og utide kræver sine ægteskabelige rettigheder. Efterhånden overbeviser doktor Glas sig selv om, at han gør verden en god gerning ved at forgive pastoren, så det gør han med god samvittighed

Sammenligning

Denne 3. udgave af Doktor Glas er et fotografisk genoptryk af 2. og dengang nyoversatte udgave fra 1964. Gamle og garanteret gulnede udgaver kan med fordel kasseres for denne, som har et omslag med god publikumsappel

Samlet konklusion

Genudgivelse af den svenske klassiker om en læges selvbedrag. Den holder stadig hele vejen og med sit nye omslag og den fornyede aktualitet pga. Kerstin Ekmans Mordets praksis, skal den nok få nye læsere