Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Kort om bogen

Spændende bog om drengene Klaus og Erik, som i deres sommerferie på Lolland løser mysteriet om den forsvundne hestevogn. En letlæst mysteriebog for 10-13-årige

Beskrivelse

Klaus og Erik har lånt deres mormors sommerhus på Lolland. Drengene tager deres cykler med på turen. Da de ankommer til sommerhuset møder de pigerne Birgitte og Susan, som er på besøg i nabohuset. Pigerne er ved at restaurere en gammel hestevogn, som de har købt billigt. Men dagen efter er hestevognen forsvundet, og pigerne beskylder Erik og Klaus for at have stjålet den. Drengene vil ikke have mistanken hængende på sig, så de cykler selv rundt overalt på Lolland for at finde den forsvundne hestevogn. Den følgende nat kommer de til en stor, gammel bygning, der virker mistænkelig, men nu får de for alvor problemer. Historien foregår i 1972. Bogen er i jeg-form, og Klaus fortæller

Vurdering

En krimifortælling fortalt i et enkelt og ret forudsigeligt handlingsforløb, men i et udmærket sprog. Personerne fremtræder lidt klichéagtige, uden at man trænger særligt dybt ind i deres personligheder. Historien er elementært spændende, men skurkens motiver virker ikke særligt overbevisende på mig. Bogen har dog en god stemning af mystik og uhygge

Andre bøger om samme emne

Bogen har mindelser om gammeldags seriebøger som fx "De 5" og "Kim"-bøgerne. Der er et stort udvalg af lignende bøger i serien "Let-krimi" af forskellige forfattere