""
Foto: pingprisen.dk

Vindere af Pingprisen 2022

01.06.22
En af Danmarks store tegneseriepriser, Pingprisen, blev uddelt d. 28. maj. Se vinderne - og lån dem - her!

Årets udgave af Pingprisen blev uddelt ved et awardshow i Islands Brygges Kulturhus, og i år var både særlig fordi den seneste Pingpris-uddeling blev aflyst og nomineringsperioden derfor dækker over halvandet år, og fordi det i år var 10. gang, at prisen i sin nuværende form kunne uddeles.

Pingprisen uddeles i 7 kategorier, og vinderne af disse får du serveret lige herunder, sammen med uddrag fra juryens begrundelse:

Bedste danske tegneserie: "I morgen bliver bedre 2: Dronningen" af Karoline Stjernfelt

"I morgen bliver bedre" er Karoline Stjernfelts stort anlagte trilogi om Christian VII, dronning Caroline Mathilde og livlægen Johann Friedrich Struensee, og nummer 2; "Dronningen" samler op hvor nummer 1 "Kongen" slap, og leverer varen 100%

Juryen skrev blandt andet: "... med ”Dronningen” giver Stjernfelt karakterer, dialog og handling, vi kender til hudløshed, et nutidigt og relaterbart præg, uden at det mister substans. Det er, som om oliemalerierne er revet ned fra væggene og vakt til live med glød, lidenskab, hjerteslag og helvedes meget på spil."

Bedste internationale tegneserie: ”Monsters” af Barry Windsor-Smith

"Monsters" er fortællingen om Bobby Bailey, en soldat uden familie eller tilhørsforhold, som udvælges til et tophemmeligt program med formålet at skabe en supersoldat. Tænk Captain America, men med et fejlslagent eksperiment.

Juryen skrev blandt andet: "Den brilliante grafiske stil suger læseren ind i et sammensurium af gotisk horror, familiedrama og krigstraume. Og selvom historien undervejs tager mange svinkeærinder, trækker den til sidst alle stikkene hjem og viser et glimt af håb og frelse."

Bedste internationale tegneserie på dansk: ”En dag - altid” af Jordi Lafebre

"En dag - altid" er en kærlighedshistorie fortalt bagfra. Hovedpersonerne, boghandleren Zeno og borgmesteren Ana, mødes 37 år før historien starter, og igennem nedslag i deres liv følger vi deres historie i baglæns rækkefølge.

Juryen skrev blandt andet: "En sjælden gang imellem er en jury rørende enig. Det kan ske, når alt i en tegneserie går op i en højere enhed – når layout, tempo, historie og stil er så veloplagte og veludførte, at det halve kunne være nok. Hvis så historien også er rørende og tør stå ved sin romantik – ja, så trumfer den rene og skære læseglæde alle andre hensyn."

Bedste danske debut: "Pseudo" af Matilde Digmann

Matilde Digmanns "Pseudo" behandler store, tunge emner som identitetskrise, kærlighed, jugiansk psykologi og weltschmerz og igennem bogens sortskraverede sider og absurde humor lykkes det Digmann at fortælle en rammende og voldsom fortælling.

Juryen skrev blandt andet: "Digmann bruger mesterligt tegneserieformen og sin grafiske, sort/hvide streg til at gøre et syret univers menneskeligt og ærligt. Kombinationen af undergrunds-tradition, træsnit-æstetik og psykoterapi er ekstremt effektiv og giver løfte om flere store værker i horisonten."

Pseudo er desværre endnu ikke en del af Aalborg Bibliotekernes samling, men er under anskaffelse.

Bedste børne/ungdomstegneserie: "Heartstopper", bog 1 og 2 af Alice Oseman

Alice Osemans "Heartstopper" er blevet en kæmpe succes, både som tegneserie og som Netflix-serie, og historien er kort fortalt en lykkelig kærlighedshistorie mellem to unge drenge.

Juryen skrev blandt andet: "Alice Oseman brillerer ikke kun i bredden af sin repræsentation, men også i sin streg og komiske aflevering af hverdagssituationer, hvor ansigtsudtryk, små detaljer og humoren i det almindelige liv får lov at træde frem. Oseman formår endda at gøre sms’er mellem to unge interessante og at holde sin læser fanget i dramaet om: Kan han lide mig? uden at gøre det at være queer til noget farligt eller skræmmende."

Årets danske nettegneserie: @linehostrup af Line Høj Høstrup

Årets danske nettegneserie gik til Line Høj Høstrups striber publiceret på Instagram. Historierne er både personlige, vedkommende og morsomme, og en ren nydelse at følge med i.

Juryen skrev blandt andet: "Farver, familie og et fælles hus er nogle af ingredienserne i Line Høj Høstrups fine fortælling på Instagram. Med få virkemidler, men med et blik for det nære og særegne, formår Line Høj Høstrup at gøre minder og relationer relevante for en bred læserskare."

Find Line Høj Høstrups striber på hendes instagram-profil her.

Årets journalistiske tegner: Niels Bo Bojesen (Jyllands-Posten, m.fl.)

Niels Bo Bojesen kan du blandt andet finde tegninger af i Jyllands-Posten samt forskellige udenlandske magasiner og websites. Han er også tegneren bag Kim Fupz Aakesons bøger om drengen Vitello, m.fl..

Juryen skrev blandt andet: "Bojesen mestrer den visuelle punchline til perfektion. Hans tegninger er lette at afkode og både spiddende og morsomme. Han kan bevæge sig på grænsen til plathed uden at falde i, og kommunikere til et bredt publikum uden at lefle."

Læs mere om Pingprisen på Pingprisen.dk

Læs juryens fulde begrundelser på Pingprisens Facebook-side.

Tags
Materialer