Til minde om Charlie Watts fra The Rolling Stones
Af: Thomas Vilhelm
Rolling Stones’ pålidelige pulsholder bag trommerne i det meste af 60 år, Charlie Watts, er ikke iblandt os længere. Han måtte for nylig melde afbud til Stones annoncerede USA turné fra slutningen af september 2021 grundet en hjerteoperation. Steve Jordan blev annonceret som erstatning for Watts, der efter planen skulle restituere og komme til hægter efter operationen. Det nåede han desværre ikke til trods for lægernes melding om, at det hele var forløbet efter planen. Men pludselig satte komplikationerne, og den 24. august oplyste hans agent, at Watts var død.
Charlie Watts blev født den 2. juni 1941 i Bloomsbury, et kvarter i den vestlige del af London, og døbt Charles Robert Watts. Jazzmusikken udgør reelt set en mindst lige så afgørende rolle i Watts liv som rock’n’roll og har påvirket hans trommespil væsentligt. Og der er flere danske vinkler på historien om manden med stikkerne i Stones, der vendes til sidst i denne nekrolog.
Charlie Parker og Jelly Roll Morton talte blandt de første kunstnere i Watts pladesamling, og han fik sit første trommesæt i 1955 som 14-årig. Watts begyndte at få smag for at være musiker og sad ind hos diverse jazzorkestre omkring 1958-59. Efter at have fulgt undervisningen i en Art School som så mange andre og senere berømte musikere i sin generation arbejdede Watts som grafisk designer for et reklamebureau.
1961 mødte han bluespioneren Alexis Korner, der tilbød ham en plads i sit særdeles stilskabende band Blues Incorporated, men da Watts var på vej til at arbejde som grafisk tegner i Danmark, hvilket førte ham til Randers i det østlige Jylland, kunne han først takke ja til Korners tilbud februar 1962. Watts fik mere og mere smag for blues og rhythm’n’blues, og mødte gennem Korner Brian Jones, Mick Jagger og Keith Richards, der hang ud i Londons bluesklubber og tilhørende miljø.
Watts sagde først ja til at blive endeligt fast medlem hos The Rolling Stones januar 1963 - et velbetalt og lukrativt job i reklamebranchen forlod man jo ikke bare lige sådan. Men det skulle i løbet af de kommende år vise sig at være et klogt træk, mens Stones arbejdede sig op mod musikbranchens højeste tinder. Watts holdt gryden og beatet i kog fra udkigsposten bag sættet, hvorfra han kunne iagttage tumult og hysteriske scener under koncerterne fra midten af 60’erne.
Stones triumferede som enhed med guitaristen Mick Taylor på holdet under de lange verdensturnéer i 1972-73. Der viste Watts for alvor det fulde potentiale med power, finesse og udholdenhed, mens han drev bandet frem mod nye højder i en rus af adrenalinchok. Tjek den såkaldte ‘Brussels Affair’ koncert fra oktober 1973 officielt udgivet på cd og hør måden, Watts trykker på tempoet og energiniveauet. Det kræver en del aften efter aften at yde en så brutal råstyrke.
Jeg oplevede Stones i Hannover under Urban Jungle Tour i 1990 og otte år senere i København som led i deres Bridges To Babylon Tour. Watts imponerede mig dybt og afviklede de lange shows med elegance, sikkerhed og helt egen spilleteknik, der holder det til tider flyvske kavaleri af selviscenesættende cirkusheste i faste tømrer.
Rullestenenes ankermand klarer den djærve knoklemandsrock i sikker stil og holder tungen nogenlunde lige i munden, når der gøres forsøg med reggae, latinrytmer plus en anelse jazz og funk, hvilket nogle gange går bedre end andre. Watts bidrag til Stones sound, og at flokken i sidste ende fungerer som et sammensvejset kollektiv trods umanerlig mange prøvelser gennem flere årtier, kan vanskeligt overvurderes.
Derfor havde Watts næppe overraskende det sidste afgørende ord, da hans mangeårige tandempartner i rytmesektionen, Bill Wyman, skulle skiftes ud med en anden bassist, efter Wyman ønskede at forlade al hurlumhejet i starten af 90’erne. Valget faldt på Darryl Jones - klogt set og hørt af gruppens krumtap. Og Jones spiller jo ligeledes jazz.
Det har Watts også gjort sideløbende med Stones i egne konstellationer - kvintet, tentet og big band - samt udgivet omkring ti jazzalbums fra 1986 frem til 2017. Watts, der som oftest er ulasteligt klædt, venlig og gentlemanagtig i sin fremtræden, bryder sig meget lidt om at turnere kloden rundt og være væk hjemmefra i månedsvis, men på den anden side giver det ham mulighed for at spille trommer nærmest dagligt, når de mange studiesessions tælles med.
Her følger nogle danske vinkler på Stones trommeslagerens liv og karriere. Under det nævnte ophold i Danmark 1961-62 sad Watts ind med diverse jazzmusikere herunder cornetisten Ib K. Olsen, far til guitaristen Jakob Olsne, hvilket sønnen erfarede, da han købte sit første Stones album og spillede det for faren, der genkendte Watts på coveret og i øvrigt syntes, det var noget bras. Knægten burde hellere høre noget Muddy Waters, Jagger/Richards store idol.
Oktober 2010 var Charlie Watts gæstesolist hos DRs Big Band, hvor han under prøverne og live sad ved siden af orkestrets faste trommeslager Søren Frost, som han siden har holdt kontakt til og mødt ved flere lejligheder. Watts optræden med Frost & co. blev syv år efter dokumenteret på ‘Charlie Watts meets the Danish Radio Big Band (Live At Danish Radio Concert Hall, Copenhagen / 2010)’ udgivet på Impulse. Watts sendte 2014 en kæmpe buket roser til Rigshospitalet, mens Frost lå indlagt efter påkørsel af en lastbil under en cykeltur med alvorlige skader til følge.
Søren Frost, der bærer tilnavnet Blackfoot, er heldigvis forlængst Back on track og velspillende som sædvanlig. Blackfoot og denne signatur har jævnligt haft Charlie Watts oppe at vende som emne, når vi kørte til og fra Fessor i Brønshøj, mens arbejdet med dennes biografi står på. De delte jo venerationen for jazz i dens mange afskygninger, disse to gentlemen.
Æret være Charlie Watts minde. Watts, en af rockhistoriens mest sejlivede og driftssikre trommeslagere, burde tildeles endnu mere kredit for sit samlede virke. Forhåbentlig sker det, nu han har spillet sit sidste backbeat.
Oprindeligt skrevet af Bibzoom.
Foto: WikiMedia