Sommerens bedste læsefoto er kåret

Af Nina
12.08.21
Vinderen af bibliotekernes læsekonkurrence #barelæse viser, at vi i selskab med litteratur kan man overvinde alt – selv en karantæne i udlandet!

Sommeren over har det bugnet med skønne læsebilleder på Instagram, hvor læsere i hele Danmark har deltaget i bibliotekernes læsekonkurrence under hashtagget #barelæse. Mere end 1.600 taggede fotos er det blevet til og nu har juryen kåret de tre vindere.


Når læselyst og solskin overstråler karantæne
Vinderbilledet er taget af Hazel Evans (@thehazertazer på Instagram), der til dagligt bor i Aarhus, men tilbragte sommeren i England hos sin familie. Billedet viser Hazels bror, der sidder og læser på en solbeskinnet husbåd i en kanal nær Bath, hvor de tilbragte en 10-dages karantæneperiode.

Juryen, der består af Imran Rashid, læge og digital sundhedsekspert, Julie Rasmine Larsen, cand.mag., tekstforfatter og bogblogger under navnet Litfix, samt Anita Tejlgaard, bibliotekar i Københavns Biblioteker og Instagram fotograf, udtaler om vinderbilledet:

”Billedet viser glæden ved læsning og billedteksten fortæller, at i selskab med litteratur, kan man overvinde alt - selv en karantæne. Vi fanges ind af sommerstemningen i billedet og smiler med fyren, der læser. Billedet har et umiddelbart og legende udtryk og er fanget på en særdeles charmerende lokation. Teksten nævner både, hvad læseren foran kameraet læser og hvad fotografen bag kameraet selv læser. Derved får vi indtryk af et fællesskab omkring læsning.”

Hazel Evans glæder sig over at have vundet bibliotekskonkurrencen og til at hun nu skal shoppe amok i en boghandel for præmiens 3000 kr. Hazel ved allerede, hvilke bøger hun ønsker sig – og måske falder der også en bog af til hendes bror, der var på vinderbilledet.

På den delte 2. plads er to billeder taget af henholdsvis Ali Isac Showiki (@alishowiki på Instagram) i Tårnby Bypark og Lærke Thams Nord Hansen (@laerke_thamsnord på Instagram) på Sejerø. De vinder hver en boggave med syv bøger venligst givet af forlagene Gads Forlag, Gutkind Forlag, Gyldendal og Lindhardt og Ringhof.

Forlæng feriefølelsen - bliv ved med at #barelæse
På vegne af det landsdækkende samarbejde mellem folkebibliotekerne, Litteratursiden, eReolen og LiteratureXchange, der står bag læsekonkurrencen #barelæse, siger chefredaktør fra Litteratursiden Lise Vandborg:

”Vi håber at de mange deltagere i konkurrencen har mærket hvordan læsning og litteratur kan gøre en forskel ved at skabe rum til fordybelse, refleksion og nye tanker – også når den travle hverdag begynder igen.”

Se alle billederne under hashtagget #barelæse på Instagram 

Links til vindernes billeder på Instagram:
Hazel Evans på Instagram
Lærke Thams Nord Hansen på Instagram
Ali Isac Showiki på Instagram