Sjælsmarks beboere udstiller på biblioteket

Frem til den 2. august kan du opleve udstillingen "Spor i ler" på biblioteket. Den består af 8 relieffer lavet af beboere på Udrejsecenter Sjælsmark.

Udstillingen "Spor i ler" er resultatet af et socialt kunstprojekt i Udrejsecenter Sjælsmark og Hjemrejsecenter Avnstrup og fokuserer på den kunstneriske, skabende proces, på fællesskabet og på synlighed.

Alle beboere i Sjælsmark, der har haft lyst til at deltage i fælles ler-workshops, har modelleret en serie af relieffer, som de efterfølgende har glaseret. Omkring 40 beboere har hidtil bidraget, og flere kommer til ved en workshop i Avnstrup.

Deltagerne udstiller deres arbejder samlet på flere lokale biblioteker, og den første udstilling er den, der i resten af juli måned kan ses på Hørsholm Bibliotek. Derefter flytter reliefferne til Avnstrup, hvor de bliver sat op som en permanent udsmykning.

Borgmester Morten Slotved åbnede udstillingen ved en fernisering den 2. juli. I sin tale lagde han vægt på vigtigheden af at udtrykke sig kreativt og derigennem kommunikere sine budskaber. I reliefferne ses mennesker og natur, som er universelle elementer, alle kan forholde sig til uanset, hvor vi kommer fra, og hvor vi bor.

Tags