udstilling: min mormors gebis

Nu kan du opleve "Min Mormors Gebis"-udstillingen

Jakob Martin Strids højtelskede børnebog Min mormors Gebis visualiseres i en poetisk, fantasifuld og sjov udstilling. Udstillingen er skabt af scenograf og formidler Luise Midtgaard og kan opleves frem til 1. februar 2021.

Rammen for udstillingen er et børneværelse med de genkendelige elementer; et skrivebord, en seng og et bogskab. Møblerne er blevet sat ind i hvert sit ikoniske miljø, som er steder der også går igen i Jakob Martin Strids universer; himlen, havet og haven. I Luise Midtgaards univers forvandler sengen sig til et drømmelager, skrivebordet er et vindlaboratorie, mens bogskabet bliver en Idéfabrik.