""

Min uge på Hørsholm Bibliotek

21.01.22
En hård men sjov uge i praktik hos Hørsholm bibliotek

Jeg synes at det har været rigtig hyggeligt og sjovt at have været på biblioteket i denne uge. Det har været meget lærerigt og jeg synes selv at jeg har fået et ret godt indblik i hvordan det kan være at arbejde på et bibliotek.

Jeg blev ret overrasket over hvor hårdt det kan være at skulle flytte rundt og sætte bøger på plads. Jeg tror nærmest at jeg har været i alle afkroge af biblioteket i denne uge og kan nu finde næsten alt (dog med lidt hjælp). 

Det er egentlig også meget rart at hver dag ikke er helt ens og at der næsten altid er lidt forskelligt at lave.

Det har været ret hårdt at skulle stå op en hel dag når man jo ikke helt er vant til det, så når det blev lidt for hårdt for benene så blev jeg opgraderet til en stol.

De har allesammen været meget søde og gode til at forklare tingene også flere gange hvis der lige var noget der smuttede for en. Jeg har fået lov til at se lidt hvad alle laver i løbet af ugen og har også fået lov til at prøve det meste. Jeg har lavet udstilling, fundet bøger, lavet reservationer og så meget andet.

Efter sådan en uge på biblioteket er jeg efterhånden blevet rigtig god til alfabetsangen, og sætte bøger op i alfabetisk rækkefølge. De fortalte mig også at de nærmest alle sammen også stadig bliver nødt til at synge alfabetsangen.

Alt i alt synes jeg at det har været en god uge og er ked af at den allerede er slut. Jeg tror godt at jeg kunne have brugt en uge eller to mere her på biblioteket.

/Ditte