Historier om Danmark: Vikingetiden

Oldtiden i Danmark slutter med vikingetiden, som er betegnelsen for perioden fra 800 til 1050 e.Kr. Perioden danner overgang mellem de såkaldt forhistoriske tider og middelalderen. Mange træk peger bagud, og særlig mange træk peger fremad, for i løbet af de ca. 250 år introduceredes mange grundlæggende nyheder, som slog rod og udvikledes. Foruden kristendommen, kirker og en begyndende kirkeorganisation fik man bl.a. byer og bybefæstninger, kongelige borge og en ekspanderende kongemagt, nye specialiserede skibstyper, et møntvæsen, broer og stenarkitektur, bøger og latinsk skrift. Der skete en europæisering af Danmark og dansk kultur, især i den sidste halvdel af 900-årene. Vikingetiden er også den første periode i Danmarks historie, hvor man har kendskab til konkrete, navngivne personer og begivenheder.

Under vikingetiden dukkede de første konger op, hvis magtområde stort set svarede til det nuværende Danmark. Navnet 'Danmark' er kendt fra udenlandske kilder fra omkring 900 e.Kr. og på dansk grund nævnes det første gang på Kong Harald Blåtands runesten i Jelling omkring 965. I slutningen af vikingetiden hørte endda dele af England og Norge under den danske konge.

Vikingetiden var en tid med sejlads og udfærd til fjerne egne. Vikingerne sejlede ud med skibe og flåder for at handle, skaffe indtægter og erobre nyt land. Vikingerne var kendt for deres overfald på naboerne i Europa.

Men deres vikingetogter var meget andet end vold, mord og plyndringer. I virkeligheden var det slet ikke dem, der ”opfandt” togterne. At rejse ud og hærge fremmede egne var nemlig ikke et nyt fænomen – det gjorde man også tidligere. Men i vikingetiden blev togterne mere organiserede, og man tog oftere af sted.  Selv om det krævede store investeringer i eksempelvis skibe og mandskab, kunne det være en indbringende ”forretning” for vikingerne at tage på togt. Togterne kunne være meget forskellige. Og vikingerne kunne opføre sig på mange forskellige måder. De kunne være handelsfolk, lejesoldater, røvere, diplomater, pengeafpressere, opdagelsesrejsende, indvandrere, nybyggere, militær overklasse og overfaldsmænd.

Vikingetiden var også den periode, hvor den gamle asatro og de nordiske guder blev afløst af kristendommen. Vikingernes tro på de nordiske guder havde betydning for næsten alle aktiviteter i livet. Både de meget hverdagsagtige – og for krigerne i kamp. Derfor ofrede vikingerne til guderne for at opnå deres gunst. I de seneste årtier er der gjort opsigtvækkende fund, der viser, at der blev afholdt store religiøse offerfester i stormændenes haller til ære for guderne. 

Igennem hele vikingetiden lå kristendommen på lur, og allerede i 800-årene var dele af befolkningen kristnet ligesom de første kirker også dukkede op på dette tidspunkt. Det var konger og stormænd, der opførte de første huse til ære for den nye gud.

I vikingetiden var det meste af Europa blevet kristent, men vikingerne var godt tilfredse med deres egne guder og holdt fast i dem. Derfor havde de tidlige missionærer, der kom til Danmark i 700- og 800-tallet for at udbrede kendskabet til kristendommen, svært ved at overbevise vikingerne om, at det ikke var nornernes tråd eller Odins lune, der bestemte vejen til dødsriget.

Kristendommen syntes dog at være et nødvendigt onde for handlende vikingekøbmænd i Europa, hvis de ville indgå handelsforbindelser med anderledes troende. Derfor lod de handlende vikinger i udlandet sig ofte primsigne – de afsværgede de gamle guder uden nødvendigvis at modtage dåben.

Vikingerne valgte i løbet af 900-tallet kristendommen til dels på grund af den omfattende handel med de kristne, men især på grund af et stigende politisk og religiøst pres fra det tyske rige i syd. I slutningen af vikingetiden, omkring 1050, var de fleste vikinger blevet kristne. De blev døbt, gik i kirke og blev begravet på kristen vis.

De næste årtiers magtpolitik blev præget af konger, der døde tidligt uden sønner, og i Danmark skabte de slaviske folk (venderne) nu problemer. Vikingetidens udgang prægedes således af mange kampe, men med Svend Estridsen fik Danmark omsider igen en dansk konge med basis i hjemlandet, og kristendommen var rodfæstet efter 100 år som landets officielle religion. Det blev grundlaget for vigtige indenlandske reformer i Svends lange regeringstid.

Vikingetidens slutning defineres ud fra oplysninger i skriftlige kilder om forhold i England: Enten året 1042, da den dansk-engelske kong Hardeknud døde, hvilket blev enden på nordisk herredømme over England, eller 1066, da den normanniske hertug Vilhelm (Erobreren) erobrede England. "Ca. 1050" bruges tit som middelvej.

Nedenstående er der foreslag til faglitterære bøger om emnet, men på vores hjemmeside kan du også finde en liste med anbefalinger til skønlitterære titler, som foregår i vikingetiden

Oprindeligt skrevet af Halsnæs Kommune - Bibliotekerne.