Historier om Danmark: Middelalderen

Saxo:

Krønikeskriveren Saxo Grammaticus blev født ca. 1160 og døde engang efter 1208. På foranledning af ærkebiskop Absalon, der var en af 1100-tallet ledende politiske skikkelser, skrev Saxo sin krønike Gesta Danorum (danernes bedrifter) om danernes og det danske riges historie fra en fjern fortid til omkring 1185. Gesta Danorum regnes i dag for et af højdepunkterne i dansk litteraturhistorie og som en vigtig kilde til Danmarks tidligste historie.
Saxo Grammaticus og Gesta Danorum.

Kun ganske få kilder indeholder informationer om Saxo. Derfor ved vi relativt lidt om forfatteren til den længste og mest berømte danske middelalderkrønike. Fra den samtidige danske krønikeskriver Svend Aggesen ved vi, at Saxo arbejdede på sit værk omkring 1190. Det havde ærkebiskop Absalon personligt fortalt Svend Aggesen. Den næste information om Saxo i de samtidige kilder findes i ærkebiskop Absalons testamente fra 1201, hvor den gamle kirkeleder beordrede Saxo til at tilbagelevere to håndskrifter til Sorø kloster og eftergav ham en gæld. De øvrige samtidige informationer vi har om Saxo, stammer fra hans egen hånd, dvs. hvad han enten direkte eller indirekte skrev om sig selv i Gesta Danorum. 

Ifølge Saxo selv var både hans farfar og far medlemmer af Valdemar den Stores hird (krigerfølge). Dermed kan det konstateres, at Saxos familie var en stormandsslægt, som i flere generationer havde været blandt det herskende Valdemar-dynastis allierede. Derfor var de også knyttet til dynastiets vigtigste støtter, den såkaldte Hvide-slægt, som bl.a. Absalon tilhørte. Saxo dedikerede sit værk til ærkebiskop Anders Sunesen og kong Valdemar 2. Sejr. Anders Sunesen var slægtning til Absalon, som han efterfulgte som ærkebiskop. Valdemar 2. Sejr var søn af Valdemar den Store og overtog tronen fra sin bror Knud 6., da denne som relativt ung døde i 1202. Ud fra Saxos egne ord kan vi altså konkludere, at han støttede Valdemarernes og Hvide-slægtens kontrol med det danske rige. 
Middelalderen ca. 1050-1340

Betegnelsen 'middelalder' bruges i dansk historie normalt om de ca. 500 år, hvor den vesteuropæiske katolske kirke under paven i Rom spillede en væsentlig rolle i Danmark. Den danske konge Harald Blåtand og dermed i princippet også hans rige var ganske vist gået over til kristendommen ca. 965, men først små hundrede år senere nåede kirken en sådan grad af organisering, at det begyndte at minde om forholdene i andre europæiske lande. Der er derfor god mening i at kalde perioden fra ca. 1050 til Reformationen i 1536 for middelalderen. Når vi så kalder den første del af middelalderperioden for 'højmiddelalderen' skyldes det, at det er denne betegnelse man i almindelighed bruger om Europas historie ca. 1050-1340. I dette ligger en opfattelse af perioden som et tidsrum præget af vækst og blomstring. 

Vikingetiden, som vi kalder perioden ca. 800-1050, var præget af stærk ekspansion udadtil i form af plyndring, handel og kolonisering, et landbrug, hvor kvægavl spillede hovedrollen, samt trosforestillinger, der det meste af tiden var domineret af asatroen (Odin og Thor osv.), mens kristendommen kun meget langsomt trængte frem i periodens slutning. Alt dette ændrede sig fra omkring midten af 1000-tallet. 
Ca. 1050 var det endegyldigt slut med skandinavernes militære overlegenhed i forhold til det øvrige Vesteuropa. Det var slut med ekspansionen, og det blev nærliggende i højere grad at vende sig indad og udvikle samfund og produktion ad de mønstre, som var kendt fra det øvrige Vesteuropa. 

Landbrug i middelalderen:
I landbruget synes der således i begyndelsen af højmiddelalderen at være sket en vægtforskydning fra kvægavl/animalsk produktion til, at hovedvægten kom til at ligge på agerbrug/vegetabilsk produktion. Med middelalderlig landbrugsteknologi kunne man få ca. seks gange så mange kalorier ud af et givet jordareal ved at dyrke korn på det frem for at bruge det til husdyravl. Til gengæld krævede det betydeligt mere arbejde. Årsagen til denne ændring var formentlig en voksende befolkning, der skulle brødfødes, ligesom øgede krav om afgiftsbetaling fra jordens dyrkere til jordejere, kirke og kongemagt kan have spillet ind. 

En voksende agerbrugsproduktion krævede, at man fik eller i højere grad brugte en plov, som kunne vende jorden, en såkaldt hjulplov, samt at man dyrkede skiftende afgrøder og lod jorden ligge brak, det vil sige udyrket hen, en hel del af tiden. Dette skete i det meste af landet i form af det såkaldte vangebrug. Den voksende vægt på agerbrug medførte, at der kunne leve betydeligt flere mennesker i Danmark, og der er ingen tvivl om, at højmiddelalderen var præget af en meget stærk befolkningsvækst. På basis af den lidt bedre kendte udvikling i England, kan man gætte på, at der var tale om noget i retning af en tredobling af befolkningstallet til måske ca. 1½ million mennesker omkring 1300. 
Men også udviklingen af samfundets institutioner blev præget af en stærk kulturimport. Det gjaldt i særlig grad for kirkeorganisationen og kongemagten. Resultatet blev her som i det meste af det øvrige Europa et samfund med to efterhånden konkurrerende øvrigheder: Kongemagt og kirkemagt. 

Absalon (ca. 1128-1201):
Biskop af Roskilde 1158-1192, ærkebiskop af Lund 1178-1201. Fremtrædende medlem af Hvide-slægten. Absalon var i tæt samarbejde med kongerne en nøglefigur i den kombination af ekspansion, europæisering og samfundsomlægning, der prægede Danmark i anden halvdel af 1100-tallet.
Den unge Absalon 
Absalon blev født som anden søn af en sjællandsk stormand ca. 1128. Han voksede op sammen med den senere kong Valdemar den Store, med hvem han fik et livsvarigt venskab. I sin ungdom studerede Absalon teologi i Paris men vendte hjem tidsnok til, at han overværede Blodgildet i Roskilde 1157. Året efter sørgede Valdemar for, at Absalon blev valgt til bisp af Roskilde som tak for Hvidernes støtte under borgerkrigen. 

Bisp af Roskilde: 
Som nybagt biskop lagde Absalon hovedparten af sin energi i bekæmpelsen af venderne. Den lange borgerkrig havde givet disse slaviske stammer næsten frit spil på de danske kyster, og især det østlige Danmark var plaget af deres røveriske overfald. Absalon oprettede en vagtflåde, begyndte at befæste kysterne og drog selv ud med flåden for aktivt at bekæmpe sørøverne og angribe dem i deres hjemlande. I 1167 byggede Absalon som led i forsvaret af landets kyster mod venderne en borg i det senere København, som han fik overladt af kong Valdemar. 
I første omgang var vendertogterne mindre straffeaktioner, men med tiden udviklede de danske ekspeditioner sig til erobringstogter, som i 1169 blev kronet med indtagelsen af Arkona på Rügen og kristningen af øens befolkning. Øen blev lagt ind under Absalons bispesæde i Roskilde (Arkona. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907). 

Men Absalon ledede ikke kun ledingsflåden i kampen mod venderne, han var også særdeles aktiv på det kirkelige og kulturelle område. Således befordrede han adskillige klostre med rige godsgaver, især Hvide-slægtens cistercienserkloster i Sorø. Saxos Danmarkshistorie, et værk af høj international klasse, blev til på foranledning af Absalon og beretter om Danmarks historie fra de ældste tider til 1185. Absalon selv spiller en fremtrædende rolle i krøniken. Inden for det retslige område fik han i 1171 udformet Sjællandske Kirkelov, der fastsatte forskellige regler for forholdet mellem biskoppen og indbyggerne i hans stift. 

Asserbo:
Biskop Absalon grundlagde Asserbo som kloster, og en tid husede klosteret munke af Kardeuserordenen. Munkene opgav dog foretagendet efter få år og overdrog Asserbo til Sorø kloster, som lod skiftende lensmænd bestyre området og ombygge klostret. Asserbo Slot, som formentligt har været firfløjet og anseligt, kom ind under kronen i 1560, hvor kongen erhvervede det samt det tilhørende gods. Men tiden var ikke med slottet. Efter en hærgende brand og den voldsomme sandflugt blev ejendommen forladt og forfaldt. Bønderne brugte sten fra slottet som byggematerialer, så i dag kan man kun se ruinerne og den smukke voldgrav, der omgav slottet.
Absalon støttede ubrydeligt Valdemars kongedømme og optrådte som hans trofaste rådgiver. Han stod også ved kongens side efter, at det pga. Valdemars anerkendelse af den af kejseren støttede modpave, i 1161 kom til brud mellem Valdemar og landets ærkebisp Eskil. Først i 1167 kom det til forlig og Eskil vendte hjem fra sit eksil. 

Ved midsommer 1170 assisterede Absalon ærkebisp Eskil under Kirkefesten i Ringsted, hvor Valdemar den Stores far Knud Lavard ved en ceremoni blev ophøjet til helgen og kongens søn, Knud (6) blev kronet og salvet som faderens medkonge og efterfølger. I 1177 trak ærkebisp Eskil sig tilbage som ærkebisp for at gå i kloster i Frankrig, og han udpegede Absalon som sin efterfølger. Absalon takkede i første omgang nej, men året efter overtog han på pavens påbud ærkesædet, samtidig med, at han fik lov til på hidtil uhørt vis at beholde bispesædet Roskilde. 

Ærkebispetiden: 
Den første tid som ærkebisp var dog ikke uden problemer. Absalon havde indsat sjællandske ombudsmænd i Skåne, han krævede at bønderne udførte arbejde for ham og indførte bispetiende. Dette førte til, at det i 1180 kom til et oprør i Skåne, hvorefter Absalon måtte flygte til Sjælland. Kun med kongens hjælp og væbnet magt kunne oprøret nedkæmpes. 

Efter Valdemar den Stores død 1182 fortsatte Absalon det frugtbare samarbejde med dennes søn Knud 6. og agerede som hans rådgiver, bl.a. ved at råde den unge konge til ikke at gentage faderens lensed til den tyske kejser. 
I 1192 trådte Absalon tilbage som biskop af Roskilde, idet han overdrog hvervet til sin unge nevø Peder Sunesen, mens han gjorde en anden nevø, Anders, der skulle blive hans efterfølger som ærkebisp, til kongens kansler. Absalon ligger begravet i cistercienserklosteret i Sorø.

Oprindeligt skrevet af Halsnæs Kommune - Bibliotekerne.