Danmarkshistorien fortsætter på biblioteket

13.09.17
Også i efteråret 2017 kan du opleve levende historieformidling på biblioteket; den landsdækkende kampagne Historier om Danmark, som også var på bibliotekerne i første del af året, fortsætter. I de kommende uger og måneder er det perioden fra renæssancen frem til nutiden, der sættes fokus på.

Er du blevet klogere på Danmarks historie i første del af 2017? Har du nu endelig fået styr på stenalderen og jongleres der frit med begreber som byldepest og kalmarunion ved middagsbordet?

Så kan det meget vel være en konsekvens af den landsdækkende kampagne Historier om Danmark, der i første del af 2017 har tæppebombet det ganske land med historiske facts og fortællinger om perioden fra de ældste tider frem til reformationen.

Men historiebelejringen er ikke ovre endnu. Historier om Danmark fortsætter for fuld udblæsning på landets biblioteker og øvrige kulturinstitutioner i efteråret, hvor den lidt ”nyere” historie tages under kyndig behandling sideløbende med, at Danmarks Radios tv-serie ”Historien om Danmark” ruller over skærmen.

Historier om Danmark er et tværgående samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen, DR og Nationalmuseet, der i 2017 sætter fokus på danskernes egen og vores fælles historie. Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Rekordmange biblioteker deltager

På landsplan er der hele 79 biblioteker, der deltager aktivt i Historier om Danmark. Bibliotekerne er gået sammen om at idéudvikle deres fælles tiltag og aktiviteter, men også lokalt vil bibliotekerne lave udstillinger og aktiviteter, der sætter spot på danmarkshistorien i deres respektive lokalområder.

Når landets biblioteker går sammen om at formidle samme tema, får de i fælleskab en stærk stemme i Danmark og i den offentlige debat. Bibliotekerne er med til at give borgerne en mulighed for at blive inddraget i en aktuel debat, når de via biblioteket får viden og oplevelser om vores fælles fortid. Samtidig får de mange biblioteker i samlet flok styrken til at indgå samarbejde både med lokale partnere, som fx skoler, museer og arkiver, men også med store nationale partnere, som fx Danmarks Radio.

Tine Vind, der er enhedschef for Biblioteker i Slots- og Kulturstyrelsen forklarer:

”Slots- og Kulturstyrelsen har støttet Bibliotekernes temasamarbejde i forbindelse med Historier om Danmark, fordi projektet er en rigtig god anledning til at udbrede temasamarbejdet, så det involverer alle Danmarks biblioteker. Danmarks historie har foregået i alle egne af Danmark. Derfor er det relevant, at alle biblioteker sætter temaet på dagsordenen. Temasamarbejdet skal medvirke til at være samtidsdebatterende, og historiens valg og fravalg kan perspektivere en lang række af de samfundsmæssige udfordringer, som vi står over for i dag”.

For yderligere information

Sonja Ibach Nissen kan kontaktes på tlf. 9931 4376 eller mail sonja.nissen@aalborg.dk

Links

eReolen.dk

Find spændende historiske e-bøger og lydbøger på eReolen, som du kan læse/lytte til på din tablet, smartphone eller PC og Mac - lige når det passer dig.

https://ereolen.dk

Danmarkshistorien.dk

Danmarkshistorien.dk er en hjemmeside, der er udarbejdet af historikere, arkæologer og andre forskere fra Aarhus Universitet. Her får du adgang til kvalificeret og tilgængelig viden gennem film, artikler og lydklip omkring Danmarks historie fra oldtiden til i dag.

http://danmarkshistorien.dk

Nationalmuseet – historisk viden Samling af artikler omhandlende historiske perioder og temaer

http://natmus.dk/historisk-viden/danmark

HistoriskAtlas.dk

HistoriskAtlas.dk er et website og en webapp med interaktive kort over Danmark med tusindvis af fortællinger om alt fra fortidsminder og fredede bygninger til slagmarker og slotte. Her finder du fakta, sagn, billeder og referencer. http://historiskatlas.dk 

Materialer