Vi samler lidt op…flere gode nyheder!

22.10.20
Hen over sensommeren og efteråret har biblioteket fået sin musiksamling suppleret med lidt nye cd’ere. Repertoiret er blandet, men som udgangspunkt synes vi, at det er musik der rummer visse kvaliteter og måske kunne friste nogle af vores lånere!

Kathleen Edwards er canadier, men har også slået sit navn fast i USA med sin gennemarbejdede folk/country ballader med tydelig adresse til Americana. Dette er hendes femte anmelderroste album.

Dan Penn er amerikaner og ved at være en ældre herre på 79. Det er kun lykkedes for ham at udgive fire albums siden debut’en fra 1973! Ikke desto mindre er han en talentfuld sangskriver med rødder i solid sydstatssoul. 

Fra Oklahoma kommer gruppen Other Lives, en trio med en meget atmosfærefyldt musik med indie-rock som fundament.

Suzanne Vega behøver nok ingen nærmere præsentation. Hun har for længst opnået stjernestatus. Nyd hende live her på albummet, indspillet på den lille Café Carlisle (Carlyle) i New York.

Hamilton Leithauser er tidligere medlem af det amerikanske New Yorker garage-band The Walkmen. Som solist har han selvfølgelig noget med i bagagen fra den tid, og det kan høres på den gode måde.

De kan noget deroppe på den vindblæste og smukke ø Island. Både indenfor bøgernes verden og musikkens. Ásgeir er singer/songwriter hvis flotte følsomme ballader har rødder i indie/folk genren.

Vi bliver i det nordiske med vores egen duet Luna & Sund. Vi er nået til deres sjette album og duoens musik er også her kendetegnet ved dens afdæmpede og rolige harmoni i fine arrangementer.

Den amerikanske pianist og sangskriver Norah Jones har for længst vist sig langtidsholdbar. Hendes mix af jazz, blues, folk og country i lækre arrangementer i kombination med en smooth stemme har givet hende mange fans. Helt fortjent! 

Pokey LaFarge kommer fra Indiana og blander blues, country og western på sin egen måde så det virkelig svinger. ”Det perfekte soundtrack til en tømmerflådetur ned ad Mississippi-floden” skrev Gaffa efter en koncert på Tønder Festival for nogle år siden.

Kat Riggins kommer fra Florida og har med blues som udgangspunkt udviklet sin helt egen stil flertydigt, så hun bl.a. er blevet sammenlignet med Etta James, Koko Taylor og Tina Turner. Blues superguitarist Mike Zito har produceret og spiller selv med på pladen.

Vi får lidt glad dance-pop fra den albansk-amerikanske sangerinde Ava Max. Det er hendes debut og anmelderne var begejstrede og nævnte muligheden for en ny Lady GaGa.

Madeline Kenney fra Seattle er singer/songwriter og leverer drømme-pop på en bund af indie-rock. Det er hendes tredje album og det hidtil bedste synes anmelderne.

Den amerikanske supertrio Puss N Boots er klar med deres andet album. Dannet i New York i 2008 med Norah Jones som nok den mest kendte af trioens medlemmer leverer de country-rock i fineste Americana stil.

Bag det finurlige navn Perfume Genius gemmer singer/songwriteren fra Washington Mike Hadreas sig. Hans seks albums i indie-rock genren har fået fantastiske anmeldelser for deres ”brutale ærlighed”.

Trioen Algiers kommer fra Atlanta, Georgia og spiller en så særpræget hybrid af gospel, blues og post-punk, at man lige er nødt til at høre efter en ekstra gang, hvad det egentlig er der foregår.

Cindy Cashdollar (!) stammer fra Woodstock og er en af USA's fineste slide- og steel guitarister. Hun har spillet sammen med et hav af kendte musikstjerner og har nu udgivet sit andet soloalbum. Det er regulær guitar-blues lige efter bogen, og på dette nummer er det Omar Kent Dykes  fra Omar & The Howlers der lægger vokal til.

Lyt til smagsprøver her og lån musikken på biblioteket 

Tak for nu!

Materialer