Ud over rampen!

23.03.18
Det kom aldrig ud over rampen siger man, hvis man f.eks. har været til en koncert der måske ikke helt levede op til ens forventninger. De ti eksempler herunder på ny musik i bibliotekets samling er jeg sikker på, alle ville komme ud over rampen hvis man skulle være så heldig at opleve dem live!

Fra Kansas City kommer blues-soul sangerinde og bassist Danielle Nicole. Der er fuld damp på dette, hendes andet album. Hun er bl.a. blevet sammenlignet med Susan Tedeschi.

Imarhan er tuareg ørken-blues fra Mali, og man kan kun forundres over at dette uroplagede land kan producere så meget spændende musik.

Fra Detroit kommer temmelig kønne Janiva Magness med en kraftfuld stemme og et musikalsk udtryk et sted mellem Americana og blues-soul. Hun har en stribe af anmelderroste albums bag sig.

Holly Miranda kommer også fra Detroit, spøgelsesbyen på fallittens rand. Men den er også en berømt musikby og i mange år talte man ligefrem om ”the sound of Detroit”. Holly er tidligere medlem af de herhjemme helt ukendte ”The Jealous Girlfriends” og har siden forsat sin solokarriere med sin følelsesfulde indie rock.

Brandi Carlile fra Washington har høstet fine anmeldelser for sine håndværksmæssigt meget gennemførte albums, hvoraf ”The Story” fra 2007 nærmest fik kultstatus.

Mary Gauthier fra New Orleans var tæt på at høste 5 stjerner i Allmusic.com for sit sidste album. Det er helt forståeligt, for der er tale om musik af en helstøbt karakter indenfor progressiv eller alternativ folk om man vil.

Stephen Stills synger duet med Judy Collins og det er der kommet en garvet CD ud af, der med fordel kan nydes i en stille stund foran pejsen eller brændeovnen! Nummeret her er fra det legendariske ”Manassas” album fra 1972. Gudesmuk musik!

Musik fra en anden tid kaldte anmelderne Flemming Borbys andet soloalbum. Det er især 80’ernes glade poptoner, der hentydes til. Borby får hjælp af den amerikanske bassist Greta Brinkman og Tindersticks trommeslageren Earl Harvin.

Peter Sommer har netop udgivet sit 5. soloalbum. Iflg. ham selv et album der omfavner kærligheden og tilværelsens tvetydigheder. Vi er altså i et helt andet univers, end på hans forrige skilsmisseudgivelse ”Alt forladt”. Tiggerne akkompagnerer veloplagt.

Efter at være dannet i Boston i 1986 har trioen Buffalo Tom spillet sig igennem den amerikanske college-scene og er nu blevet ”voksne” og leverer helt igennem energisk indie rock. Her en kopiversion af The Who’s klassiker.

Lån musik på biblioteket og lyt til smagsprøver på 

God fornøjelse!

Materialer