Nick Cave har en brevkasse, og den er både sjov og rørende

10.07.20
”Spørg mig om hvad som helst”, skrev Nick Cave til internettet for to år siden. Det har de gjort, og både spørgsmål og svar er fascinerende læsning.

”På dine seneste albums har du sunget meget om dyr og natur. Har du nogen dyr derhjemme?”
”Hvad er dine politiske holdninger, sådan overordnet?”
"Hvad betyder Elvis for dig?”

For knap to år siden åbnede Nick Cave hjemmesiden The Red Hand Files, hvor han besvarer spørgsmål fra fans.

Siden han mistede sin ene søn i en ulykke i 2015 er Cave begyndt at kommunikere en del med sine lyttere – på forskellige måder og i en mere stilfærdig og oprigtig tone, end man normalt forbinder med mennesker af den superstjernestatus, som Cave har på den internationale rockscene.

På The Red Hand Files ligger der indtil videre cirka hundrede spørgsmål og svar om bl.a. generthed, verdens undergang, rockmusikkens tilstand i dag, humor, klimakrise og #metoo.

Det er inspirerende, når Cave anbefaler musik, kunst og bøger, og det er nogle gange virkelig sjovt – for eksempel i føljetonen om verdens undergang.

Den startede da en læser spurgte hvad Nick Cave ville gøre, hvis verden gik under om 72 timer. Svaret var ”I’d freak the fuck out”, men herefter fulgte tre forskellige breve med opfølgende spørgsmål og indsigelser (”Vel ikke i alle de 72 timer?”), og svarene blev derfor mere og mere detaljerede – som her, hvor Cave forklarer hvor svært han faktisk har ved at komme i kontakt med sine bandmedlemmer.

Men for det meste er det rørende at læse. Mange skriver fordi de føler sig ensomme, usikre, vrede og tvivlende (en del breve er fra forældre, der ligesom Cave selv har oplevet at miste et barn), og svarene er grundige og kærlige og tankevækkende.

Nogle er næsten små essays – for eksempel denne tekst om skråsikker politisk wokeness versus det usikre og tøvende i kunsten, der som Nick Cave siger ikke vil redde verden, men altid kan forsøge at redde verdens sjæl.
 
Til sidst to tips til mere Cave:

På Den Sorte Diamant i København kan man for tiden opleve den helt exceptionelle udstilling ”Stranger Than Kindness”, som er udviklet af det Kgl. Bibliotek i samarbejde med Cave selv.

Også derhjemme kan du fordybe dig i Nick Cave and The Bad Seeds. Under coronakrisen oprettede bandet nemlig live-YouTube-kanalen BAD SEED TEEVEE, der kører hele døgnet med musikvideoer, koncertklip og interviews, og som løbende opdateres med nyt materiale.

Tags
Materialer