Musik til valget

20.05.19
Jeg har det allerede sådan, at jeg er blevet træt af de allestedsværende valgplakater i hver en mast i miles omkreds. Tror partierne virkelig, det kan påvirke vælgernes holdning til valget? Jeg tvivler. Nå, men hvad har musik med valg at gøre?

Jo, i gamle dage mødtes man på valgaftenen med gode venner og spiste rejemadder og drak rigeligt med hvidvin til. Det medførte en god stemning og man fulgte med i fjernsynet et godt stykke af vejen. På et tidspunkt blev det dog for kedeligt, og så kom der musik på grammofonen! Hvis nogen skulle få lyst til at afprøve konceptet, har vi samlet noget musik som vi ikke synes er kedeligt.

Rick Vito, guitarist og mangeårig sessionmusiker hos bl.a. Fleetwood Mac har oven i købet fået en guitar opkaldt efter sig. Hør her hvorfor på hans nyeste album ”Soulshaker”.

Fra Memphis kommer blues mundharpespilleren Brandon Santini. Han repræsenterer den nye generation af mundharpespillere og har modtaget flere nomineringer i Memphis Blues Society.

Forhenværende sanger i Orange Juice Edwyn Collins har skabt sig en solokarriere på baggrund af en stribe suveræne udgivelser med rødder i gedigen soul pop.

Fra Chicago kommer multiinstrumentalisten og komponisten Andrew Bird. Han er svær at sætte i bås, og vi bevæger os indenfor indie folk/rock scenen med nærmest symfoniske kompositioner.

Eric Lindell guitarist og singer/songwriter er født i Californien og spiller moderne blues tilsat en god portion Americana.

Nu blot 20 årige Ally Venable tog folk med storm, da hun demonstrerede sit guitartalent inden hun havde fået kørekort! Fuld skrue på blues guitaren, og så er hun blevet sammenlignet med Susan Tedeschi!

Orville Peck er en mytisk skikkelse, der altid optræder forklædt på scenen. Han er blevet betegnet som en ”outlaw cowboy”, et image der passer meget godt til musikken, som kan betegnes som alt country-rock.

Jeg faldt straks for engelske Joanne Shaw Taylor, der ud over at have udseendet med sig spiller en forbandet god blues guitar. Moderne blues og hun bliver også sammenlignet med Susan Tedeschi!


Lån musikken på biblioteket! Og lyt til smagsprøver her 


God og fredelig valgaften!

Materialer