Mod lysere tider!

18.02.16
Du kan stadig låne musik hos os

Her ved udgangen af februar er dagen tiltaget med snart 3 timer, og det er en god oplevelse for os vinterhadere! Vi går mod lysere tider og det hjælper på humøret. God musik kan også hjælpe på humøret, så lyt til nogle af vores nye blanke skiver, der lige er landet på biblioteket. Vi køber nemlig stadig ny musik i et omfang som dækker efterspørgslen og lever op til kravene i biblioteksloven.

Jacob Bellens fra I Got You On Tape har udsendt sit tredje soloalbum, som med velproduceret og melodiøs synthpop sigter mod et internationalt gennembrud. Fem stjerner i Gaffa!

Fra Spanien, nærmere bestemt Mallorca stammer Concha Buika. Hun har rødder i Vestafrika og hendes musik er en fusion mellem soul og jazz, latin, flamenco m.m. Hun modtog en Grammy i 2013 i kategorien ”Best Latin Jazz Album”.

Michael Chapman er en britisk folkemusiker med over 40 års aktiv tjeneste bag sig. Så vidt jeg ved ret overset herhjemme. Det er synd, for efter min bedste overbevisning spiller han gudesmukt!

Irske The Corrs har vi haft fornøjelsen af i adskillige år. Her er familieforetagenets nyeste udspil med glad og uforfalsket pop, der ind imellem leder tankerne hen på salige ABBA.

Elton John er still going strong, og så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, er dette ikke mindre end hans album nr. 41 i rækken!

Fra Los Angeles kommer tex-mex-og-alle-mulige-andre-genrer-bandet Los Lobos med deres hotte og yderst swingende ballader, der får én til at drømme om varmere himmelstrøg!

Nadia Reid fra New Zealand ligner umiddelbart en skolelærerinde (undskyld!), men hun synger englesmukke ballader af en anden verden med perfekt afstemte minimalistiske akkompagnementer.

Americana ikonet Lucinda Williams er ude med et nyt dobbeltalbum. Det er stærke sager, hvor man også kan nyde Bill Frisells sublime guitarspil.

Vores klassiske lyttere kan glæde sig til en DVD med Carl Nielsens Saul & David i en koncertoptagelse fra Operaen i København maj 2015. Det er Michael Schønwandt der dirigerer den spektakulære nyopsætning. Det var Carl Nielsen år i 2015, og det er bl.a. blevet fejret med en samlet udgave af hans 6 symfonier. Det er tyske optagelser fra perioden 2009-2013 med Frankfurts Radiosymfoniorkester, under ledelse af Paavo Järvi.

Materialer