Flere musiknyheder

21.02.17
”Af al støj synes jeg musik er den mindst ubehagelige”. Sagt af den engelske kritiker, forfatter og original Samuel Johnson (1709 – 1784), nok mest berømt for udgivelsen af den første udgave af ” A Dictionary of the English Language” i 1755.

Der er i hvert fald ikke meget støj forbundet med multiinstrumentalisten Mike Oldfields musik. Vi må nøjes med at genhøre en af hans klassikere, mens vi venter på hans nyeste udspil der har fået flotte anmeldelser. ”Back to basic” Oldfield – 5 stjerner i Gaffa!

Tidligere forsanger i bl.a. Rainbow engelske Graham Bonnet har en lang karriere bag sig. En god samling af hans smægtende sange, hvoraf en del er cover-versioner foreligger på denne dobbelt-CD.

Danske Kellermensch er tilbage efter en længere pause med deres nye stærkt ventede album. Anmelderne er begejstrede over deres eksistentielle beretninger fra kulkælderens dyb. Det forstår man godt!

Engelske indie/folk singer Flo Morrissey og amerikanske folk- og alt muligt andet singer Matthew E. White har slået pjalterne sammen på dette noget specielle album med cover-versioner. ”Grease” i nedsat hyggetempo med laid back instrumentering og minimalistiske vokaler. Hva’ ba’!?!

Fra New Jersey kommer kvartetten Pinegrove med deres debutalbum. Det er følelsesladet musik med rødder i Americana, der blev taget rigtigt godt imod af anmelderne.

Gnags har fejret deres 50 års jubilæum og er formentlig Danmarks ældste fungerende band. Peter A.G. og undertegnede er jævnaldrende, og jeg har fulgt dem siden de glade dage med ”Slingrer ned ad Vestergade” (i Århus forstås!). Deres nyeste udspil i 9 år lyder som, ja rigtigt gættet: Gnags!

Simon Kvamm har slået lejr i Klitmøller i Nordjylland, surfernes paradis i DK. Musikalsk er der et stykke vej fra USADSB til hans nye album, der på smukkeste vis reflekterer over en personlig udvikling, symboliseret ved titlen der refererer til Simons stjernetegn.

Jeg har desværre aldrig været på Cuba, men jeg ville f***** godt have været der og overværet Rolling Stones’ bidrag til at fejre nybruddet og Obamas ophævelse af de latterlige amerikanske restriktioner. Koncerten fra marts sidste år i Havana kan opleves på den medfølgende DVD.

Vi lukker med den unge trio Sunflower Bean fra Brooklyn, der debuterer med en samling småpsykedeliske sange, båret frem af nogle flotte vokaler hvilende på en meget velproportioneret musikalsk bund.

Lån musik på biblioteket og lyt til smagsprøver på 

/Benny

Materialer