Efterårsklange i smukke farver!

21.11.16
Ca. halvdelen af nyhederne denne gang er gamle kendinges nyeste udspil. Vi kan selvfølgelig også præsentere nogle nye navne, som vi håber kan fange Jeres interesse!

Devon Allman er søn af Gregg Allman fra legendariske Allman Brothers Band, der revitaliserede blues/rock i 70’erne. Han spiller efter min mening med stor respekt for de rødder han stammer fra.

Australske Nick Cave & The Bad Seeds behøver nok ingen nærmere præsentation her på deres 16. album. Vi konstaterer blot, at den aldrende mand har været ude for det værste der kan ske, nemlig at miste et barn før man selv dør. En lammende hudløs plade!

Canadiske Celine Dion, der denne gang synger smukt fransk er tilsyneladende også uopslidelig. Her er den også noget aldrende diva tynget af sorg over tabet af sin mand i starten af året. Det er dog den rene tristesse!

Sortseeren Håkan Hellström gør ikke meget for at gøre vores humør bedre på sin seneste udgivelse. Bypoeten fra Göteborg har taget sit færdeland under kærlig behandling i en lidt sær operaagtig forestilling.

Van (the Man) Morrison ser ikke ud til at have været ude for noget særligt ubehageligt på dette, hans 43. album (!) med den fremadrettede og håbefulde titel ”Keep me singing”.

Ny på vores scene er amerikaneren Jon Pardi med sit andet album. Pure country fra Californien med et lidt moderne touch og masser af instrumentering.

Fra Pennsylvania kommer den yderst kompetente trio The Stray Birds med en herlig blanding af country, folk og Americana. Dette er deres andet udspil.

Warpaint er en pigekvartet fra Los Angeles. Deres atmosfærefyldte indietronica klange har et drømmeagtigt skær over sig, også her på deres tredje udgivelse. Lyt også til den forrige – biblioteket har den.

Canadiske Layla Zoe har vi tidligere stiftet bekendtskab med (The Lily). Hun spiller forrygende guitar i bluesrock genren. Her kan hun høres for fuld udblæsning på første skæring fra hendes nye plade og som en ekstra bonus sammen med Ina Forsman og Tasha Taylor på denne klassiker, der desværre ikke er med på hendes nyeste udgivelse.

”Hvor ord svigter, taler musikken” (H.C. Andersen, 1805-1875).

Hør eksempler på 

Materialer