The blues never die!
.. men ordene stammer faktisk fra Otis Spann’s legendariske album af samme navn fra 1969.
Der gik i denne periode et veritabelt blues-boom hen over Europa med navne som The Rolling Stones, Fleetwood Mac, John Mayall’s Bluesbreakers og mange flere.
Der var sket det, at mange sorte amerikanere var trukket nordpå for at søge arbejde, hvor de især havde valgt Chicago som fremtidens by. De havde taget musikken med sig og i starten af 50’erne begyndte man så at sætte strøm til.
Den amerikanske blues var brugsmusik, dvs. primært dansemusik hvor der blev gået til den lørdag aften i de mange blues klubber i Southside området.
Det europæiske blues-boom var inspireret af tonerne på den anden side Atlanten og fadede stille og roligt ud i løbet af små 10 år. Siden har der dog heldigvis været en lille, men vedholdende fanskare der har været med til at holde liv i genren og samtidigt er der også kommet nye lyttere til.
Blues er i sin grundform baseret på 12 takter, enten som en ”slow blues” eller en ”fast blues”. Det er grundsubstansen i musikken, men med en række nye bands og dygtige solister er der også blevet plads til eksperimenter med formen, hvilket kan få purister til at rynke på næsen, men omvendt få mere åbensindede lyttere til at spidse øren. Jeg har sammensat en playliste med et udvalg af nye CD’ere fra 2016, der synes jeg viser spændvidden i moderne blues.
Alle kan lånes på biblioteket. God fornøjelse!
Du kan også lytte til smagsprøver på 
/Benny