1971 - Never a Dull Moment

De rebelske 60’ere sluttede musikalsk med chokmeldingen om The Beatles sammenbrud nytårsaften 1970. Tiåret efter skulle fostre kunstnere som David Bowie, Led Zeppelin, The Rolling Stones, Pink Floyd, Rod Stewart, Elton John og mange flere. De fleste, skulle det vise sig meget langtidsholdbare i et omfang, der ikke tidligere var set. Det er også i 1971, professionelle producere, koncertarrangører og andre musikfolk ser potentialet, rent kommercielt i et marked i forandring. Tekniske landvindinger i pladeproduktion, ambitioner, en god portion arrogance og almindeligt held er medvirkende til, at årtiet bliver mindre ”underground” og meget mere ”mainstream”, hvilket også i slutningen af 70’erne åbner op for ”new wave” og ”punk” bevægelserne i en ydmyg protest mod de stedse større stadion-rock arrangementer.

Men det er 1971, den engelske musikjournalist David Hepworth har brugt som skæringspunkt for sin fremragende og underholdende bog om hvad der egentlig skete i året, der ifølge forfatteren forandrede popmusikken for evigt. Det er ligeledes forfatterens påstand, at nogle af de bedste albums nogensinde er indspillet dette år.
Jeg er ikke helt enig i alle konklusionerne, men det er under alle omstændigheder en interessant påstand at Elvis Presleys optrædener i Las Vegas i 70'erne ’er symbolet på den gamle popverdens længsel efter fortiden, mens de nye navne fra starten af årtiet kommer til at overleve i fire årtier for en dels vedkommende. 

Bogen slutter med forfatterens top 100 albums fra 1971. Så kan man jo sidde og krydse dem af, man har hørt, hvis man ellers kan huske det!

Læs evt. den inspirerende anmeldelse fra Weekendavisen (husk at være logget ind på siden)

Lyt til vores playliste på